____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Kritikken hagler ned over Odense Universitetshopital (OUH)  efter BT søndag afslørede, at det store fynske hospital har hemmeligholdt overmedicineringen af en nu død kræftpatient.

Afdøde Alexander Schultz var en af de 46 kræftpatienter, der ved en fejl blev overmedicineret med den gifte kemomedicin cabazitaxel på OUH. Hospitalet opdagede fejlen i november 2013, men først i marts 2014 modtog enken, Lillian Schultz, et brev fra den ledende overlæge, hvor han fortæller om overmedicineringen og om Lillian Schultz’ mulighed for at klage og søge erstatning.

I brevet skriver overlægen, at man vurderede, at Alexander Schultz ikke havde fået flere bivirkninger på grund af den for høje dosis kemoterapi, og at man derfor kun havde orienteret de patienter, som stadig var i live.

Læs også: Hospital skjulte kemosjusk af død kræftpatientDirektør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen kalder det helt uacceptabelt, at hospitalet valgte at tilbageholde denne viden for Alexander Schultz’ enke.

- Kemoterapi er utrolig giftigt, og det er klart, at patienter og efterladte skal orienteres, hvis der sker fejl. Patienter og pårørende skal have mulighed for at anmelde en sådan sag til Patientombuddet og Patienterstatningen, og hospitalet skal selvfølgelig ikke fratage dem den mulighed ved at tie om fejlen, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Lillian Schultz meldte sagen til Patienterstatningen, der stik imod hospitalet,  vurderede, at Alexander Schultz’ forløb blev forværret på grund af overmedicineringen. Hun har derfor fået udbetalt 10.000 kr. i godtgørelse for svie og smerte.

Ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk

I alt er 106 mænd med prostatakræft i 2012 og 2013 grundet en fejl i blandingsprocedurerne  blevet overmedicineret Odense, Vejle og Aarhus. Tre patienter er muligvis døde af den ekstra dosis.

- Sagen om overmedicinering af 106 kræftpatienter med kemoterapi er meget alvorlig og uden fortilfælde i Danmark. Jeg håber på patienternes vegne, at alt nu kommer frem i lyset, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) har bedt OUH redegøre, hvor mange pårørende til afdøde, som hospitalet bevidst valgte ikke orientere om overmedicineringen. 

- Vi skal have overblik over, hvor mange andre pårørende til afdøde patienter, der ikke er blevet informeret i rette tid. Og derfor vil jeg bede mit ministerium tage kontakt til OUH, så vi kan få svar, sagde ministeren søndag til BT.