Formand for kræftlægerne Michael Borre bliver mødt med hård kritik for at have en dobbeltrolle i en sag om godkendelse af kræftmedicin skriver Metroxpress.

Det sker, efter at Borre i sidste uge langede hårdt ud efter Koordineringsrådet for ibrugtagning af sygehusmedicin (Kris) og Danske Regioner, som ikke har villet godkende kræftmedicinen Xtandi. Ifølge Kris, fordi alle data viser, at medicinen ikke virker. Ifølge Borre for at spare penge.

Foruden at være formand for kræftlægerne har Michael Borre imidlertid også været med til at udvikle Xtandi-kræftmedicinen for firmaet Astellas Pharma. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens lister over læger, der samarbejder med industrien. Han er også rådgiver for Danske Regioner i forbindelse med indkøb af medicin.

Ifølge professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet er sagen problematisk for Michael Borre.

»Det rejser jo spørgsmålet, om han har et habilitetsproblem. Men uanset hvad, så skal man i betroede job være særligt forsigtig med sine kasketter, og han burde selv have redegjort for sin dobbeltrolle,« siger han til Metroxpress.

Steen Werner Hansen, formand for Kris, peger på, at man på andre områder i sundhedsvæsenet ikke må have dobbeltroller.

»I alle sammenhænge gælder det for rådgivere for offentlige myndigheder, at man ikke må have mulige modstridende økonomiske interesser. Og at der tages grundigt stilling til, om det er tilfældet,« siger han til Metroxpress.

Michael Borre kan ikke selv se noget problem i, at han både arbejder for industrien, er formand for kræftlægerne og rådgiver for det offentlige i samme sag.

»Jeg udtaler mig som formand for en i denne sammenhæng helt enig DMCG (kræftlægerne, red.) og ikke som enkeltperson,« siger han og afviser, at han lader sig påvirke af industrien.

Metroxpress spurgte ham, om han kunne forstå det , hvis nogen synes, det ser underligt ud, at han har en dobbeltrolle i sagen.

»Hvis man vil se spøgelser, kan jeg da nemt se det. Jeg har ingen aktier i noget som helst. For mig handler det om patienterne, og hvis jeg ser noget medicin, der virker, så er jeg ekstremt interesseret i at få det godkendt,« svarede han.

BNB