Der er tilsyneladende drama i Kopenhagen Furs topledelse. Fredag blev den kommende topchef fyret - kun en uge efter at han var udpeget til at efterfølge Torben Nielsen, der havde meldt sin afgang på grund af sygdom.

Kopenhagen Furs viceadministrerende direktør Kenneth Loberg fratræder med øjeblikkelig virkning.

»Efter at have konstateret tillidsbrud har Kopenhagen Furs bestyrelse og administrerende direktør Torben Nielsen været nødsaget til at afslutte Kenneth Lobergs ansættelsesforhold,« skriver Kopenhagen Fur i en pressemeddelelse.

Det blev så sent som fredag den 25. september meldt ud, at Kenneth Loberg pr. 1. november 2015 skulle overtage jobbet som administrerende direktør i Kopenhagen Fur efter Torben Nielsen, der ville trække sig på grund af sygdom. Men der er åbenbart gået et eller andet helt galt, og bestyrelsen har derfor truffet aftale med Torben Nielsen om at fortsætte som administrerende direktør indtil 31. oktober 2016.

Balladen sker på et tidspunkt, hvor pelskoncernen oplever nogle af de største omvæltninger i koncernens historie. For kun et år siden oplevede Kopenhagen Fur sit største prisdyk på minkskind i mere end 20 år, hvilket fik både omsætning og resultat til at styrtdykke. Samtidig blev en af Kopenhagens Furs største kinesiske kunder arresteret for at have smuglet minkskind ulovligt gennem tolden fra Hongkong til Kina.

Kopenhagen Fur tjener dog stadig penge, selv om omsætning nu er røget ned under 10 mia. kroner - efter at have været oppe over 13 mia. kroner, da bølgerne gik højest.

Kenneth Loberg, der skulle afløse Torben Nielsenhar haft flere fremtrædende roller i Kopenhagen Fur og særligt været aktiv omkring selskabets store Kina-forretning.

Kenneth Loberg er uddannet ingeniør og MBA og har tidligere været CEO i Skako Lift A/S samt i WinGroup/Windoor. Siden 2010 har Kenneth været først salgsdirektør og siden også ansvarlig for Marketing og Business Development i Kopenhagen Fur.