Lego er blevet verdens største legetøjsproducent, og det gør tre Kirk-søskende til milliardærer.

Lego-klodserne har slået Barbie-dukken af banen, og det gør to unge kvinder, 29-årige Agnete fra Østbirk og 35-årige Sofie fra Holsted, samt de to kvinders 34-årige bror, Thomas fra Martofte, til milliardærer med formuer på mindst 1,3 mia. kr. hver. Deres far, Kjeld Kirk Kristiansen, 65, er blandt de 160 rigeste mennesker i verden med en anslået formue på 41,9 mia. kroner.

Sådan kan det nyeste kapitel i eventyret om legetøjsfabrikken Lego i Billund og familien Kirk Kristiansen skrives kort.

- Lego drøner derudad. Det er nu verdens største legetøjsproducent målt på indtjening, og det er en stærk salgsfremgang, siger Gerrick Johnson, analytiker i BMO Capital Markets til finanssitet Bloomberg.

Det handler ikke om penge

- Jeg er ikke sat i verden for at tjene penge, siger han blandt andet i et sjældent interview med Børsens chefredaktør Niels Lunde i en ny dansk udgave af Forbes Magazine.

Familien Kirk Kristiansen har altid haft nære forbindelser til kongehuset, og den tradition føres videre af den ældste af de tre Lego-arvinger, Sofie Kirk Kristiansen. Hun er veninde med kronprinsesse Mary, og de to kvinder og deres mænd, Christopher Kiær Thomsen og kronprins Frederik, mødes ofte.

Lego er Kjeld Kirk Kristiansens livsværk, det var hans bedstefar Ole Kirk Christiansen, der indledte Lego-eventyret i 1932. I dag er Kjeld Kirk Kristiansen efter 25 år som administrerende direktør trådt et skridt tilbage, han er nu næstformand i bestyrelsen for Lego.

Et afgørende ord

- Familien spiller stadig en vigtig rolle i Lego. Søstrene sidder i bestyrelsen for Lego-fonden, men det er Thomas Kirk Kristiansen, der bliver kørt i stilling som kronprinsen, siger Niels Lunde.

Thomas Kirk Kristiansen sidder i bestyrelsen for Lego. De tre arvinger ejer ifølge Dagbladet Børsen i alt 37,5 pct. af Lego.

Det betyder sandsynligvis også, at seks små piger i alderen et til syv år kan se frem til et økonomisk sorgløst liv og en milliard-arv. De seks børn er døtre af Sofie, Thomas og Agnete Kirk og er femte generation i Lego-dynastiet.

Skattefordel i børnene

- Børnene er endnu ikke blevet gjort til medejere af Lego. Men det vil de sandsynligvis blive på et tidspunkt. Det er der en betydelig skattefordel i, og det er en tendens blandt rige familier at gøre børnene til medejere på et tidligt tidspunkt, siger Søren Jakobsen, forfatter til bogen ’Lego-arven'.