Lørdag blev ikke dagen, hvor 3F og Vejlegården blev enige om en overenskomst mellem restauranten og 3F. Parterne er uenige om, hvem der bærer skylden.

Trods intense forhandlinger i fire timer mellem Restaurant Vejlegården, Kristelig Arbejdsgiverforening (KA) og 3F kunne parterne ikke nå til enighed om en ny overenskomst lørdag.

Allerede kort efter mødet, der fandt sted på Hotel Munkebjerg i Vejle, var parterne stærkt uenige om, hvem der bærer skylden for de kuldsejlede forhandlinger, der gennem flere uger har trukket opmærksomheden fra hele landet til restauranten i vejle.

3F-formand Poul Erik Skov Christensen siger, at det er »trist, at vi er kommet hertil. Jeg havde gerne set en løsning.«

Han forklarer, at han havde konkrete tilbud med til Vejlegårdens ejer, Amin Skov:

- Jeg havde to forslag med til ham. Det ene var, at vi laver en aftale, hvor han skriver under på, at han ikke vil forringe de ansattes løn og arbejdsvilkår i forhold til vores overenskomst, og da han nægtede det, forslog jeg at lave en virksomhedsoverenskomst, der er tilpasset hans virksomhed, siger Poul Erik Skov Christensen.

Men tilbuddene fra fagforeningen faldt altså ikke i god jord hos hverken ejeren af Vejlegården eller Karsten Høgild, direktør i KA. De oplyser, at de havde set frem til mødet med fagforeningen, »men de blev slemt skuffet.«

- Vi kom for at få en god løsning, vi ville gerne indgå i en dialog. Men 3Fs tilbud var, at det var 3Fs overenskomst, der skulle gælde på min virksomhed. Men det er ikke en god løsning. Hvis det var en god løsning, har jeg spildt ni måneder, forklarede Amin Skov i en pressemeddelelse kort efter, det blev en realitet, at der ikke kunne findes en løsning.

Han oplyser, at Poul Erik Skov Christensen ville have, at Vejlegården ikke behøvede at tiltræde en overenskomst fra 3F, men at virksomheden skulle følge en overenskomst fra 3F. Men det ville Amin Skov ikke høre på:

- Der er ingen forskel på at følge en overenskomst og tiltræde en overenskomst. Derfor er det ikke en ny løsning. 3F anerkender ikke, at der allerede er en overenskomst. 3F vil stadig ikke respektere, at jeg har et frit valg. 3F anerkender ikke, at det, jeg gør, er lovligt og ordentligt, siger Amin Skov.

Hvad parterne gør nu fremover, var lørdag aften fortsat uvist. Poul Erik Skov Christensen lød ikke optimistisk i forhold til en aftale.

- Vi har ikke kunnet blive enige, fordi der ikke har været bund i det, Amin har sagt i offentligheden. Han har sagt, at han vil garantere, at han ikke vil forringe de ansattes løn og arbejdsvilkår, men det kunne jeg ikke lave en aftale om, at han ikke ville, siger han.

Konflikten nåede lørdag helt til EU.

Ifølge europa-parlamentariker Morten Messerschmidt (DF) er sagen om Vejlegården »grotesk« og i strid med grundlæggende rettigheder.

Derfor vil han have EU-Kommissionen til at tage stilling i sagen.

- Vi fik i 2006 en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der handler om eksklusivaftaler, og det, som LO og 3F gør gældende i denne sag, er, at de skulle have en eksklusiv ret til at indgå overenskomster med Vejlegården, og det, mener jeg, er fuldstændig absurd, siger Morten Messerschmidt, der forventer, at 3F inden for kort tid vil blive sat på plads af kommissionen.