»Jeg havde en puls på 250 og det tager de relativt alvorligt,« siger Nibe Festivalens konferencier Frank Megabody, der torsdag måtte forlade den jyske skov-festival i lægeambulance med udrykning efter at være kollapset på scenen.

Lørdag er den 57-årige festival-legende stadig indlagt på Aalborg Universitetshospital til observation og yderligere undersøgelser.

Lægerne har endnu ikke fundet ud af, hvad det var, der gik galt i Franks megabody, da han gik på scenen foran publikum for at introducere det populære danske rockband Magtens Korridorer:

»Jeg havde lige nået at præsentere dem, men jeg kunne godt mærke, at der var noget helt galt. Det hele begyndte at sejle, og jeg havde svært ved at få ordene ud af min mund. Og musikerne kunne også mærke det. De kiggede på mig og spurgte, hvad der var galt,« fortæller Frank Megabody til BT fra hospitalet lørdag middag:

»Jeg gik direkte ud af scenen og sagde til dem, der stod derude, at vi blev nødt til at få fat i en læge lige med det samme. Det har jeg aldrig sagt før, men jeg kunne mærke, at det var fuldstændig galt. Det sejlede fuldstændigt for mig,« siger Frank Megabody, der har været Nibe Festivalens faste konferencier i 10 år.

»Jeg var heldigvis i gode hænder fra starten, og der var en læge ved mig med det samme. Det er fantastisk, at de har så godt et beredskab på den festival. Der var endda en hjertelæge, der hjalp mig, og jeg tror faktisk, der blev lagt et drop i mit håndled allerede inden lægeambulancen var nået frem,« siger den populære konferencier, der ud over utallige konferencier-jobs har optrådt solo og med egne bands siden 80'erne, og derudover er viceborgmester i Skanderborg Byråd for Socialdemokratiet, hvor han mest er kendt som Frank W. Damgaard.

Til BT siger Frank Megabody, at han tidligere har haft hjerteflimmer og regner med i den kommende uge præcis at få afklaret, hvad der er galt med hjertet:

»Mit hjerte går amok engang imellem, og jeg har før haft et anfald af hjerteflimmer. Men her gik pulsen også amok, og det er det, der gør det rigtig farligt. Så det er man lige nødt til at tage vare om,« siger den 57-årige entertainer med et fandenivoldsk grin, selvom han indrømmer, at frygten for helbreddet samtidig lurer under den kække overflade.

»Jeg er sgu da også bange og ked af det indimellem, men jeg har altid lænet mig op ad et godt humør. Det skader i hvertfald ikke,« siger han med et smil gennem telefonen:

»Efter omstændighederne har jeg det fint. De undersøger og undersøger, og har kigget på mit hjertet via håndleddet. De er meget søde og omhyggelige, og virker vanvittigt kompetente her på hospitalet, og på mandag håber jeg, de finder ud af, hvordan de griber det an og får mig lappet sammen. Og så tager vi det derfra,« siger Frank Megabody, der regner med at stå på scenen ved Nibe Festivallen til næste sommer med hjertet og pulsen i normalt rock'n' roll-tempo.