Camilla af Rosenborg beskylder Bertel Haarders Lægemiddelstyrelse for absurd sagsbehandling, der grænser til chikane.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Nu må det snart være nok. Kan de ikke bare lade os sælge vores uskadelige cigaretter i fred.

Komtesse Camilla af Rosenborg er godt gal i skralden.

I næsten to år har hun sammen med sin mand, Mikael Rosanes, forsøgt at markedsføre og sælge såkaldte E-cigaretter.

Uskadelige smøger, der udsender damp, så passive rygere ikke generes, og som samtidig giver 'rygeren' en dosis nikotin tilsat chokolade, vanille, mentol eller tobakssmag, uden almindelige cigaretters kendte skadevirkninger.
 
Men Lægemiddelstyrelsen mener, at de elektroniske cigaretter er et lægemiddel. Derfor skal de godkendes af styrelsen efter gældende regler om lægemidler.

- Men vi vil sælge det som et nydelsesmiddel, siger Camilla og Mikael Rosanes, der af Styrelsen har fået at vide, at det ikke er et nydelsesmiddel, fordi det ikke indeholder råtobak og at det er et lægemiddel fordi det har en 'farmakologisk virkning på kroppen'.

- Det er jo absurd, så skal alkohol, kaffe og chokolade vel også klassificeres som lægemiddel. De har jo også en farmakologisk virkning på kroppen ligesom nikotin har, siger parret, der sammen ejer firmaet NyCigaret.dk, hvor de forsøger at sælge E-cigaretten.
 
Men nu har Lægemiddelstyrelsen forbudt dem, at markedsføre smøgerne. Og truer med politi og konfiskation. Også selvom cigaretterne nu er tilsat tobak, så de officielt kan sælges som et nydelsesmiddel.

- Vi tilsatte et kvart gram tobak, men så sagde Lægemiddelstyrelsen, at der ikke var nok tobak i, og at man ikke må tilføje nikotin til tobakken. Hvis man putter nikotin i tobakken er det ifølge Lægemiddelstyrelsen et lægemiddel. Det er efterhånden helt Kafkask, siger Mikael Rosanes, der nu har fået støtte fra en uventet kant.

Nemlig fra Erik Færch, der har siddet i bestyrelsen for Skandinavisk Tobakskompagni, og er arving til en del af formuen i det kendte tobaksfirma.

Færch er selv begejstret for de uskadelige damp-smøger, og er i øvrigt stoppet med at ryge cigaretter fra det firma han selv har aktier i.

Og nu fortæller Erik Færch, at tobaksindustrien i mere end 100 år har tilsat syntetisk nikotin til almindelige cigaretter, hvilket Lægemiddelstyrelsen nu er underrettet om via parrets advokat, der har spurgt Lægemiddelstyrelsen om de har tænkt sig at betegne Prince, Kings og Cecil som et lægemiddel i fremtiden. Fordi der er tilføjet nikotin i tobakken.

Hos Lægemiddelstyrelsen afviser sektionsleder Kim Helleberg Madsen, alle beskyldninger om usaglig sagsbehandling:

- Ministeriet har stadfæstet vores afgørelse, og vi vurderer, at E-cigaretterne ikke er et nydelsesmiddel, men et lægemiddel på grund nikotinens farmakologiske virkning i kroppen.

Men så er chokolade, alkohol og kaffe vel også et lægemiddel. Det har også en farmakologisk virkning i kroppen?
- Men det er jo fødevarer og fødevarer har et ernæringsmæssigt formål, og er ikke et nydelsesmiddel.

Da de tilsatte tobak, betegnede I stadig E-cigaretterne som et lægemiddel?
- Ja, det er fordi tobakken ingen effekt har i E-cigaretterne. Det er stadig et lægemiddel, selvom der er tobak i dem.

Hvordan har du det med at de kalder jeres sagsbehandling for absurd og usaglig?
- Vi har fulgt alle normale procedurer for, hvordan vi håndterer den slags sager, og de har mulighed for at klage, siger sektionsleder i Lægemiddelstyrelsen, Kim Helleberg Madsen.