Landets kommuner gør i stigende grad brug af velfærdsteknologiske hjælpemidler i ældreplejen og sundhedsvæsenet, viser en undersøgelse. Det er kun positivt, siger en ekspert.

En spiserobot, en badestol, en loftlift og et vasketoilet. Alle fire ting er velfærdsteknologiske hjælpemidler, der kan være med til at sikre, at ældre selv kan gå i bad, på toilettet og spise aftensmad.

Og de her hjælpemidler bliver mere og mere udbredte i landets kommuner. Det viser en statusrapport lavet af Kommunernes Landsforenings Center for Velfærdsteknologi, skriver Momentum.

Alene på et år er flere velfærdsteknologiske hjælpemidler taget i brug i flere kommuner. Og den tendens vil fortsætte:

»Vi kommer til at se meget mere velfærdsteknologi i fremtiden,« siger Bent Greve, professor og velfærdsforsker på Roskilde Universitet.

Han peger på, hvorfor det er godt for kommunerne at benytte sig af:

»De sparer penge ved at kunne bruge teknologi frem for at skulle bruge penge på medarbejdere. Og samtidig kan de tilbyde en bedre løsning for de samme penge,« siger han.

Et vasketoilet gør eksempelvis, at ældre og svage borgere helt selv eller delvist selv kan gå på toilettet. Og bare det seneste år har 20 procent flere kommuner taget løsningen til sig.

I dag har 84 af landets 98 kommuner den ordning. Det gavner dog ikke kun kommunens budgetter, men også de ældre, mener Bent Greve:

»De fleste ældre vil helst blive boende der, hvor de har boet i mange år. Bliver velfærdsteknologien brugt rigtigt, kan det hjælpe ældre til at blive længere tid i eget hjem og være langt mere uafhængige af, at der kommer nogle og hjælper dem med en række gøremål,« siger velfærdsforskeren.

Han tilføjer, at det også er til gavn for plejepersonalet, der ikke længere skal foretage tunge løft, fordi der nu er loftlifter mange steder.

På den måde kan man også få en gavnlig effekt på arbejdsmiljøet for mange ansatte.

Tendensen med den stigende brug af velfærdsteknologiske hjælpemidler får også ros af Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA, og Dansk Ældreråd, skriver Momentum.