Kommunerne overser i dag en kæmpe mulighed for at hjælpe borgere med nedsat arbejdsevne tilbage i beskæftigelse, mener to eksperter.

Kommunernes indkøb hos private virksomheder løber hvert år op i knap 100 milliarder kroner. Men ifølge to eksperter kan en del af de penge fremover gå til virksomheder, der ansætter personer med handicap.

Kommunerne kan nemlig reservere deres kontrakter til såkaldte socialøkonomiske virksomheder, der primært ansætter personer, der på grund af et handicap har nedsat arbejdsevne. Det skriver Ugebrevet A4.

En sådan afgrænsning i de offentlige udbud er tidligere i Danmark blevet fortolket som et brud på EUs regler på området, men professor og institutleder ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet, Michael Steinicke, og lektor og ph.d. ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, Sune Troels Poulsen, vurderer, at de danske myndigheder hidtil været for restriktive i deres fortolkning af reglerne på området.

- EU tillader, at man reserverer kontrakter til såkaldte beskyttede værksteder, hvor flertallet af de ansatte har nedsat arbejdsevne. Men hvis socialøkonomiske virksomheder har de samme kendetegn og opfylder de samme kriterier som beskyttede værksteder, mener jeg også, at de kan omfattes af reglen, siger Michael Steinicke til Ugebrevet A4.

Netop muligheden for at lade de socialøkonomiske virksomheder løse kommunens opgaver har stået højt på ønskelisten i flere af landets store kommuner. Beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, Anna Mee Allerslev (R), glæder sig over udmeldingen fra eksperterne. Hun vil nu gå i gang med at undersøge kommunens muligheder på området.

- Jeg vil rette henvendelse til eksperterne for præcist at finde ud af, hvad det betyder for kommunens strategi for socialøkonomiske virksomheder, som vi i øjeblikket arbejder på. Og jeg vil finde ud af, hvordan vi kan udnytte det bedst muligt, siger borgmesteren til Ugebrevet A4.