Otte gange bad Tobias unge mor, MNT, Kolding Kommune om hjælp til at klare forældrerollen. Otte gange udtrykker sundhedsplejersken bekymring for Tobias trivsel i sine notater. En overlæge på Vejle Sygehus advarer direkte om en familietragedie. Familien og venner gør det samme.

Alligevel foretager Kolding Kommune sig ikke noget, fordi Tobias mors socialrådgiver er langtidssygemeldt. Det skriver Ekstra Bladet i dag om den tragiske sag fra Sønderjylland, hvor den 15 måneder gamle dreng, Tobias, angiveligt er blevet tæsket ihjel.

Hans unge mor, MNT og stedfar, RWJ, er begge anholdt og sigtet for vold med døden til følge. Begge nægter sig skyldig.

Obduktionen af den lille dreng viser, at han døde af 80 kvæstelser på hans lille krop. Det var den 18. juli sidste år.

Inden lille Tobias tragiske død er der gået 15 mere eller mindre kaotiske måneder med mangelfuld hjælp til den unge mor og far og deres lille barn fra Kolding Kommune. Og det på trods af at kommunens socialforvaltning adskillige gange er blevet advaret.

Ikke blot af kommunens eget personale som sundhedsplejersken, der har kendt Tobias, siden han var få dage gammel. Men også fra en overlæge fra Vejle Sygehus' neurologiske afdeling, der direkte advarer Kolding Kommune om, at en familietragedie er undervejs.

Men fordi MNTs første socialrådgiver er langtidssygemeldt, sker der ifølge Ekstra Bladet ikke noget konkret i sagen.

Advarslen kommer i april, efter Tobias far og mor er gået fra hinanden i februar, da Tobias er knapt et år.

I april bliver den lille dreng indlagt på Kolding Sygehus i en uge med en maveinfektion. Og i maj er det hans mor, der føler sig følelsesløs i den ene side af kroppen og bliver indlagt.

- Vi har haft kontakt til MNTs egen læge og sundhedsplejerske, Kolding kommune og socialrådgiver-bagvagt med henblik på at gøre opmærksom på, at vi mener, at patienten har disse symptomer, fordi hun har en særdeles svær familiær situation. (…) Jeg vil bede jer overveje at tage MNT ind i Familiecentret i Kolding Kommune og følge hende tæt fremover, skriver overlægen ifølge Ekstra Bladet i sin appel til kommunen.

Alligevel sker der intet. Kolding Kommunes manglende initiativ får både Børns Vilkår og Børnerådet til at rejse skarpe anklager mod Kommunen for at have svigtet Tobias. Fatalt. Alligevel nægter Kolding Kommunes borgmester, Jørn Pedersen, at udtale sig til Ekstra Bladet om sagen, før der er rejst formel tiltale.

Sidste gang, Kolding Kommune ser MNT, er i slutningen af juni. Det sker i MNTs fraflyttede lejlighed i Kolding, hvor hun mødes med sundhedsplejersken og den tredje socialrådgiver, der er sat på sagen.

Her bliver det aftalt, at MNT skal tage kontakt til Tønder Kommune, for at få hjælp. Og at Kolding Kommune vil sende sagens akter til Tønder.

Men ifølge Ekstra Bladet tyder intet på, at socialrådgiveren gør dette. Tobias biologiske far, Jan, har nemlig søgt aktindsigt i sin søns sag. Men Tønder Kommune afviser hans anmodning med begrundelsen, 'at der ikke har været nogen sag vedrørende Tobias'.

- Det vækker eftertanke, at den kommune, moderen flytter fra, ikke følger op på sagen og ringer til den kommune, hun flytter til. Især fordi det er en problematik, der har været oppe i mange sager de seneste år. At når familier med store vanskeligheder flytter til en anden kommune, skal der samarbejdes og handles, siger lektor ved Aalborg Universitet Karin Kiledal, der forsker i udsatte børns vilkår, til Ekstra Bladet.