Lyt til artiklen

Masser af fritid, ingen undervisning og hash overalt. Sådan beskriver 17-årige Lucas Esdorf den behandlingstur til Caribien, han var på i efteråret.

Lucas Esdorf kom på en sejltur til Caribien, fordi han var ude i hashmisbrug og kriminalitet. Turen var arrangeret af firmaet Den Maritime Base.

Mx.dk skrev onsdag, at Frederikssunds Kommune har sendt 12 unge misbrugere i behandling i Caribien. Turene har kostet knap otte millioner kroner, men det er kommet frem, at der både blev drukket og røget hash på turene, som var et tilbud til unge, der netop havde brug for at komme væk fra hashmiljøet.

Læs også:

Lucas Esdorf havde forventet en tur med en struktureret hverdag, skole, arbejde på båden og uden adgang til hash.

I stedet kom han ombord på en båd, hvor der var meget lidt undervisning og næsten intet at lave. Og hvor de blev tilbudt hash, så snart de gik i land.

»Jeg troede, det var en tur med skole og masser af aktivitet. Men vi havde meget lidt at lave. Når vi sejlede, havde vi opgaver på båden i fire timer om dagen, og derudover skulle vi bare selv få tiden til at gå,« siger Lucas Esdorf.

Læs også:

De sejlede fra Danmark i august 2014 og efter stop i Holland og Spanien krydsede de Atlanterhavet og nåede Granada i Caribien 2. december.

Her lå de for anker i en måned.

»Da vi ankom til Caribien, havde vi intet at lave. Kun nogle småopgaver på båden. Det var ikke opsyn med, hvad vi foretog os. Vi gik i land alene og kom skæve tilbage på båden. Så kunne kaptajnen finde på at sige: ‘Det er ok, at du har røget, bare det går fremad.’ Men det gjorde det ikke, for de satte os ikke i gang med noget. Der var alt for meget frihed og fritid. Vi røg af kedsomhed,« siger Lucas Esdorf.

Lucas kæreste Kamilla Winding, der også er 17 år, var også med på båden:

»Vi havde et hashmisbrug i forvejen, og så første de os et sted hen, hvor der kun var røg. Så snart vi forlod båden og gik i land, blev vi tilbudt hash,« fortæller hun.

Læs også:

Ifølge de to unge drak nogle af de voksne, og de så igennem finge med, at de unge røg.

»Mens vi lå for anker i Granada havde kaptajnen og styrmanden heller ikke noget at lave. Styrmanden sad ofte på båden og drak øl. Kaptajnen holdt ferie, men kom nogle gange forbi på båden efter at have været på bar,« fortæller Lucas Esdorf.

Alkoholindtaget hos de voksne var stort nok til, at de unge kunne mærke det på dem:

»Når de havde drukket, skiftede de attitude over for os unge. De kom med dumsmarte bemærkninger,« siger Lucas Esdorf.

For Lucas Esdorf sluttede turen den 23. december. Under en kontrovers med styrmanden, sagde Lucas til ham: Fjern dig eller jeg klapper dig én’. Og så blev han sendt hjem på grund af trusler.

Ifølge Henrik Oxlund, der er indehaver af Den Maritime Base, blev styrmanden også sendt hjem - fyret på grund af sit alkoholforbrug.

»Det er imod ansættelsesvilkårene, at man drikker på båden eller drikker sig fuld. Derfor blev styrmanden fyret og sendt hjem,« siger Henrik Oxlund til BT.

Henrik Oxlund siger til BT, at den tur Lucas og Kamilla var på var meget atypisk og ingen succes.

»Vi plejer ikke at sejle fra Danmark, men at flyve eleverne til Caribien, hvor de så sejler rundt. Ideen er at de får undervisning om formiddagen og laver praktisk arbejde om eftermiddagen, men det var umulig at undervise på turen tværs over Atlanten, og så gik det galt i forhold til den struktur vi plejer at have i hverdagen,« siger Henrik Oxlund.

Han mener dog, der er forkert, når de unge siger, at det var så nemt at få hash på øen.

»Det er ikke nemmere dér end andre steder, eller du kan sige, at de er nemt over alt i verden. Ifølge lovgivningen må vi ikke forhindre de unge i at gå i land, og vi må ikke mandsopdække dem. Det vil være at indskrænke deres frihed. Derfor kan vi ikke gøre så meget, selvom vi mistænker dem for at gå på land for at ryge hash, «siger Henrik Oxlund.

Henrik Oxlund siger, at det af samme grund er meget vigtigt, at de kun får unge med, som selv er meget indstillet på at kvitte hashen, men at det ikke altid er tilfældet.

‘Jeg kan ikke kommentere direkte Lucas og Kamillas sag, men blot sige, at vi jo generelt ikke kan tvinge børn, der ikke vil hjælpes, siger Henrik Oxlund.

Frederikssund Kommune oplyser, at man agter at fortsætte samarbejdet så længe 'resultaterne lever op til forventningerne'.

Borgmester i Frederikssund John Schmidt Andersen (V) bakker op om Den Maritime Base.

»Jeg bakker fuldstændig op omkring det tilbud, vi i visse tilfælde vælger at give nogle af de hårdeste misbrugere i kommunen. Her er der tale om unge, der for alvor er kommet ud på et sidespor, og derfor kræver det også noget særligt at få dem tilbage på rette spor. Rent økonomisk er det i øvrigt et tilbud, der sagtens kan matche andre anbringelsesformer. Det er fornuftig brug af offentlige midler,« udtaler borgmester John Schmidt Andersen (V).

Prisen pr. ung er godt 63.000 kroner om måneden, og det er ifølge Frederikssunds Kommune lidt mindre, end hvad det koster at anbringe unge på tilsvarende steder i Danmark.