Københavns Kommune eftersøger plejefamilie til et nyfødt barn.

Center på Familiepleje i København leder efter en godkendt plejefamilie til at tage sig af et nyfødt barn, der kommer til verden midt i august. Den lille baby vil blive født med abstinenssymptomer ved planlagt kejsersnit.

Ønsker man at blive plejefamilie for den lille, skal man være indstillet på at tilbringe mellem to og tre måneder på hospitalet og herefter gå hjemme i de første fire år af barnets liv.

Efterlysningen af en passende familie har skabt rekord for Center på Familieplejes Facebook-side, hvor det er blevet set af mere end hver tiende dansker på Facebook.

Efterfølgende har centeret modtaget flere kvalificerede henvendelser fra familier, som de nu holder samtaler med.

»Det er helt overvældende – det har vi aldrig oplevet før. Vi er glade for at flere familier overvejer at blive plejefamilier efter dette opslag,« lyder det fra en glad Klaus Wilmann, da BT fanger ham på telefonen. Han er centerchef i Center for Familiepleje i København.

Center for Familiepleje var de første i Danmark til at eftersøge plejeforældre på Facebook efter nogen diskussion.

»Vi har da debatteret, hvorvidt man kan tillade sig at bruge et medie som Facebook til noget så alvorligt. Men vi vil gerne gøre vores til, at de sociale medier ikke kun er til tant og fjas og billeder af sommerferie og katte, men også kan blive brugt til noget seriøst. Det tror jeg, de fleste synes er helt i orden,« fortæller han.

»Vi anonymiserer naturligvis de børn, der bliver beskrevet. Men alternativet er jo, at der ikke bliver fundet plejefamilier til dem, og det er jo bestemt ikke hensigtsmæssigt,« tilføjer han.

Klaus Wilmann vurderer, at der er omkring ti til 15 sager om året, som den, der bliver beskrevet i opslaget.

Center for Familiepleje begyndte deres Facebook-kampagne i 2012, fordi de blev opmærksomme på, at mange plejeforældre var ved at nå pensionsalderen, og at de derfor måtte til at sætte ind for at rekruttere yngre familier, der har plads til et udsat barn i deres hjem.

»Det at være plejefamilie har måske fremstået lidt støvet. Noget, man har læst om i socialrealistiske romaner, og måske derfor har det ikke appelleret til moderne familier i storbyen. Men vi forsøger at fortælle, at det sagtens kan hænge sammen med et godt familieliv,« fortæller han.

Men der er mange positive oplevelser forbundet med 'jobbet':

»For de fleste er det en stor glæde og tilfredsstillelse at kunne ændre historien for et udsat barn. At give dem en mere positiv vej i livet. Det er meget idealistisk, men det er også lige præcis dét, vi har brug for inden for vores område,« mener han.

​I Københavns kommune er der omkring 100 anbringelser af børn i plejefamilier om året, mens lige så mange kommer i aflastningsfamilier.

Ønsker man at høre mere om at blive plejefamilie, kan man kontakte Socialtilsynet i sin region. Det er den instans, der står for godkendelsen.