Det er Metroselskabets ejere, der afgør, om naboer skal have erstatning på grund af byggeriet af Cityringen. Det er ikke holdbart, mener kritikere.

Det både larmer og støver, når gravemaskiner og lastbiler går i aktion for at bygge den københavnske metros nye cityring. Naboerne til de mange byggepladser må for en stor dels vedkommende leve med generne, men for nogle er det så slemt, at de er berettiget til erstatning.

For butikkerne nær metrobyggeriet er det imidlertid noget nær umuligt at få erstatning for tabt omsætning, og det får nu jurister til at så tvivl om uvildigheden i erstatningssystemet, skriver Politiken.

Ekspropriationskommissionen, der afgør erstatningssager, består nemlig primært af repræsentanter for Metroens ejere - Frederiksberg og Københavns Kommuner samt staten.

- Sammenfaldet mellem ejerforholdet i Metroselskabet og sammensætningen i kommissionerne, og det skaber et habilitetsproblem. Desuden gør staten, hvad den kan, for at vride sig uden om det fulde erstatningsansvar, som grundloven ellers foreskriver, siger Christian Schwarz-Hansen, partner i advokatfirmaet Lead, til Politiken.

Fire af de fem medlemmer af Ekspropriationskommissionen er udpeget af staten og de to kommuner, ligesom kommunens metrokoordinator deltager som rådgiver. Det er bekymrende, mener Dansk Erhverv.

- Hvis stat og kommune i sidste ende skal bestemme, om stat og kommune skal betale erstatning, risikerer man, at andre kriterier end de objektive ligger til grund for vurderingen, siger markedsdirektør Henrik Hyltoft.

Metroselskabet vil ikke oplyse, hvor mange penge der er sat af til ekspropriationer, men oplyser, at der indtil videre er rejst 17 erstatningssager ved Ekspropriationskommissionen, hvorved fire erhvervsdrivende har fået erstatning.

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) har fuld tiltro til systemet.

- Store anlægsprojekter som Cityringen generer naboerne, hvilket desværre er uundgåeligt, men grænsen for, hvilke gener man skal tåle, kan altså prøves ved to uvildige instanser og i sidste ende med mulighed for domstolsprøvelse, påpeger han over for Politiken.

Byggeriet af Cityringen er efter planen afsluttet i 2018.

BNB