I otte år kæmpede ægteparret Henriette og Gert forgæves for at blive forældre. Drømmen om en ’rigtig’ familie gik først i opfyldelse, da de hentede to adoptivbørn i Etiopien. Men dét, der skulle have været en lykkelig historie om ’far, mor og børn’, blev i stedet en tragisk fortælling.
I den hjerteskærende og voldsomme TV2-dokumentar, ’Adoptionens Pris,’ der blev vist mandag, oplevede seerne et forløb med brudte løfter, knuste drømme og stor, stor sorg. Det ældste barn, pigen Masho, er i dag anbragt på en dansk døgninstitution. I Etiopien sørger de biologiske forældre over deres tab.
I en sådan sag findes kun tabere, og set i det lys er det modigt af forældrene at stille op i TV. Det gælder både de biologiske forældre og adoptivforældrene, som kritikken nu vælter ned over. En mor slipper ikke godt fra at betegne sin datter som en ’nitte.’ Heller ikke selv om det er sagt i stor afmagt og frustration.
Midt i den aktuelle, ophedede debat er det vigtigt at slå fast, at der også findes gode adoptioner. Masser af gode adoptioner, hvor børn får danske forældre, som giver dem al den tryghed og kærlighed, som de fortjener. Men det er og bliver adoptionens tragiske dilemma, at den ene mors lykke bygger på den andens sorg. Det har vi ikke været nok opmærksomme på.
Dokumentarens adoptionsforløb kalder på øget kontrol med, at forældre ikke lokkes til at give deres børn væk under falske forudsætninger. I takt med, at traditionelle, ordnede adoptionslande bliver rigere og lukker for adoption, åbner andre nationer op. Dermed stiger risikoen for tragedier.
Når fattige landes myndigheder ikke selv har ressourcer til at kontrollere, at bortadoptioner foregår under ordnede forhold, må modtagerlande som Danmark gøre sin del af arbejdet endnu grundigere. Vælge de rigtige samarbejdspartnere – og konsekvent vælge fra, når der er tvivl om holdningen til adoption. Dette ledsaget af den nødvendige støtte til forældrene i Danmark.
Henny Christensen er ledende redaktionschef på BT.
