Grimhøj-moskéen og dens imamer får i øjeblikket meget opmærksomhed i hele Danmark. Den store opmærksomhed fra især mange forskellige politikere er ét stort selvmål, mener den danske komiker Michael Schøt.

Mandag formiddag delte Michael Schøt et 'åbent brev' på sin Facebookside. Brevet henvender sig til de danske politikere, og han anfægter den måde, som de er gået ind i debatten om Grimhøj-moskéen.

I brevet skriver han, at opmærksomheden giver en imam som Abu Bilal en magt, som han ikke burde have haft. Det at lukke Grimhøj-moskéen begrænser den ytringsfrihed, som vi ellers kæmper så hårdt for i Danmark. Det er dobbeltmoralsk, mener han.

'Før var han pisse-ligegyldig. Nu er han en, der har kaldt Mette Frederiksen - vores måske kommende statsminister - dobbeltmoralsk og HAR RET! Jeg kan ikke begribe, at I vader direkte ind i så simpel en fælde,' skriver Michael Schøt i brevet.

Mette Frederiksen er altså dobbeltmoralsk, når hun ved at lukke en moské på baggrund af nogle ytringer, mener Michael Schøt. I øvrigt mener han, at en imam som Abu Bilal i årevis kan bruge denne dobbeltmoral til sin fordel ved at fortælle om, hvordan reglerne om ytringsfrihed åbenbart ikke gælder for alle i vesten.

Han sammenligner folkene bag Grimhøj-moskéen med nogle af de højreekstremistiske folk, som vi før tidligere har haft succes med at 'tie ihjel'.

'Vi gav nazisterne en statsstøttet radio i Køge mand! Og sagde: Her spy jeres lort ud og se hvordan det går. Johnny Hansen var en stående joke. Fordi vi tog det, han sagde 0% seriøst. Den imam er jo en brun Johnny Hansen. Bare med mindre baconfyld,' skriver komikeren i sit brev.

Før har det ifølge Michael Schøt været komikernes job at gøre grin med 'tosserne'. Opmærksomheden fra politikerne gør, at han som komiker nu skal tage et valg om, hvorvidt en mand som Abu Bilal overhovedet skal have mere opmærksomhed.

'Engang var det sådan, at I politikere var de seriøse, der hævede sig over tosserne, og så kunne alle os almindelige mennesker gå her og diskutere løs - og specielt os komikere kunne gør tykt nar af sådan nogle typer,' skriver Michael Schøt.

Mette Frederiksens 'diskussion' med Abu Bilal er især noget af det, der får Michael Schøt op i det røde felt. I bedste komikerstil sammenligner han det blandt andet med at diskutere med deltagere fra Paradise Hotel.

'Vi skal sgu da slet ikke have en statsministerkandidat i direkte ordkløveri med en selvbestaltet imam gennem medierne!?! Vi har heller ikke ministre der diskuterer med scientologer eller en sundhedsordfører der diskuterer ting med folk fra Paradise Hotel,' skriver Michael Schøt i slutningen af i sit brev.

Du kan læse hele brevet her.