En københavnsk restaurant raser over Politikens madanmelder, der torsdag skrev en hård anmeldelse af restaurant Swag.

Her fik restauranten blot to stjerner i en anmeldelse, der blandt andet slog ned på de ildelugtende kammuslinger, overpris for amatøragtig mad og tilfældig sammensætning af menuen.

Det har fået restaurantens indehaver Thomas Lindberg til tasterne på Facebook, men også til BT deler han ud af sin frustration over anmelderen:

»Jeg mener, at Kristian Bang Foss’ anmeldelse er ukorrekt. Han sidder med sin ”fiskerven”, og de var meget arrogante og drengerøvsagtige. Jeg ved ikke, om de havde siddet og gejlet hinanden op, eller hvad de har haft gang i - det hele var bare upassende. Jeg kunne aldrig finde på at servere en ildelugtende kammusling. Derfor synes jeg, at det er meget misvisende at skrive, som han har gjort,« siger Thomas Lindberg, som er indehaver af restaurant Swag til BT.

I anmeldelsen, der har fået Thomas Lindberg til at rase, skriver Kristian Bang Foss blandt andet:

  • Restaurant Swag lovede forkælelse, men serverede ildelugtende kammuslinger
  • Vi havde betalt en pris, man kan få virkelig førsteklasses mad for, men havde fået noget, der meget af tiden virkede som amatørisme.
  • Vi forstod ikke, hvad tanken var. Ribs, fisk og spinat? Det virkede lige så tilfældigt som billederne af Marilyn Monroe og Einstein, der hang på væggen.

Madanmelder for Politiken, Kristian Bang Foss.
Madanmelder for Politiken, Kristian Bang Foss. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Og selvom indehaveren af Swag nu er ude og kritisere den anmeldelse efterfølgende, så står Kristian Foss fuldstændig ved sin mening.

»Det, jeg har skrevet i den anmeldelse, var det, jeg oplevede med min medspiser på restaurant Swag. Jeg synes ikke, at vi var ubehøvlede. Jeg har synes endda, at jeg har udeladt at skrive nogle ting. I forhold til de ildelugtende kammuslinger, så var vi to, der lugtede til dem, så det står jeg fuldt inde for,« siger Kristian Bang Foss til BT.

I anmeldelsen lyder det blandt andet, at Kristian Bang Foss kom til at ignorere tjeneren.

»Freddy og jeg kom til at ignorere tjeneren, da han spurgte, hvordan det smagte. Måske har han også syntes, vi var irriterende at høre på, hvis han har overhørt vores indbyrdes samtale om maden,« skriver Kristian Bang Foss.

Thomas Lindberg mener, at det en skør anklage, at han skulle have lavet så mange fejl på en aften, når han har været færdiguddannet kok i 12 år. Han kan på ingen måde genkende det billede, som Kristian Bang Foss tegner af restauranten.

»Han får mig til at fremstå som en komplet idiot. Jeg føler mig super krænket over, at en landsdækkende avis skriver, at vores restaurant er dårligt indrettet, at vores mad lugter, vores fisk er på grænsen til at være ulovlig og gammel og at kødet er skåret forkert,« siger Thomas Lindberg fra Swag.

Kristian Bang Foss ved ikke, om restaurant Swag generelt er på et »lavt niveau«. Han har kun spist på restauranten den ene gang. Men det var de den dag, mener han.

»Der var nogle ting, der tydede på, at de generelt ikke vidste, hvordan man tilberedte råvarerne,« siger Kristian Bang Foss.

Siden august 2014 har restaurant Swag udelukkende fået elite-smileys fra Fødevarestyrelsen.