- Jeg havde sgu bare lyst til at kaste husnøglerne langt væk.

Sådan fortæller 62-årige Hanne Adeldam, der i sommer ellers havde købt drømmehuset i et villakvarter i Nykøbing Falster sammen med ægtefællen Michael Adeldam. Huset var tidligere ejet af Vordingborg Kommune til autister og trængte til en grundig modernisering, og parret gik derfor i gang med at indhente tilbud hos håndværkere.

- Vi snakkede med en dansk håndværksmester, men da han aldrig vendte tilbage med et tilbud, kom vi i snak med mesteren hos det polske håndværkerfirma Uslugowa, der arbejdede på et projekt inde i byen, og de kunne gå i gang inden for to uger.

- Vi har tidligere har fået renoveret en landejendom, en industriejendom og vores nuværende lejlighed ved hjælp af danske håndværkere, og det foretrak vi da også, men når de ikke møder op, er det jo svært at lave aftaler, fortæller Hanne Adeldam, der inden byggeriets start sikede sig, at firmaets ansatte havde arbejds-og opholdstilladelse.

Læs mere i BT Søndag: Så barsk er 3Fs hemmelige konfliktmanual

- Vi var virkeligt lykkelige for at komme i gang med byggeriet, fortæller Hanne Adeldam.

I begyndelsen af oktober fik hun en opringning fra 3F i Nykøbing Falster, som oplyste, at hun havde ulovlig arbejdskraft på ejendommen, og at de ville blokere hendes hus, så ingen kunne komme ind.

- Jeg blev virkelig chokeret over denne henvendelse, og da vi så kontakter vores håndværker, viser det sig kun at handle om, at de ikke har overenskomst med 3F, siger Hanne Adeldam.

I slutningen af september troppede en gruppe 3F’ere med gule veste, skilte og røde faner således op foran villaen for at blokere.

- Det var virkeligt et mareridt og enormt pinligt. Vi kunne overhovedet ikke glæde os over at have fået vores nye hus, siger Hanne Adeldam og tilføjer:

- Det mest groteske var, at vi faktisk skulle have et dansk firma til både at levere køkken og sætte ny vinduer i huset. Og så længe der var blokade, havde jeg slet ikke lyst til, at de skulle komme ud til huset.

Efter to uger endte blokaden, da Uslugowa skrev overenskomst med 3F.

Hanne Adeldam – hånden på hjertet: Er det ikke godt, 3F kæmper for de gode danske løn- og arbejdsforhold?

- Jo, men det burde de gøre udenfor Christiansborg. De burde ikke genere borgere, der helt lovligt har hyret en håndværker, der tilfældigvis ikke bidrager til 3Fs kontingentkasse.

Læs mere i BT Søndag:
- Så barsk er 3Fs hemmelige konfliktmanual
- Stærk kritik: 'Rådden kultur i 3F'
- 3F: Vores sprogbrug kan misforstås