470.000 danskere har 31. januar og 1. februar modtaget en sms fra Danmarks Indsamling, hvor de spørger, om man vil støtte nødlidende med penge. Det har skabt en del irritation.

(Sådan ser sms'en ud fra Danmarks Indsamling.)

Sms'en er sendt ud til alle, der støttede Danmarks Indsamling i 2016 eller 2017. Men folk, der ikke har støttet, har også modtaget sms'en. Hvis man har overtaget et nummer, der tidligere har støttet Danmarks Indsamling, vil man også modtage sms'en, skriver Danmarks Indsamling i en pressemeddelelse.

Her skriver de samtidig, at de sender sms'er ud til tidligere bidragsydere, da de håber, at de vil støtte igen.

Men de nye sms'er har skabt en irritation, da det for nogle føles som spam.

På Twitter er der flere, der stiller spørgsmål til, om det overhovedet er lovligt.

Fuldt ud lovligt

Selvom flere synes, det kan være irriterende, er Danmarks Indsamling fuldt ud berettiget til at sende sms'erne ud.

Det blev belyst, da Røde Kors i oktober endte i en regulær shitstorm, da de - ligesom Danmarks Indsamling - sendte sms'er ud til 900.000 danskere og bad om penge.

Røde Kors og Danmarks Indsamling er på linje med andre nødhjælpsorganisationer ikke omfattet af markedsføringsloven, der forbyder virksomheder at tage kontakt til forbrugere uden en forudgående tilladelse.

»Markedsføringsloven omfatter erhvervsdrivende, og velgørende organisationer er ikke erhvervsdrivende. Det samme gælder politiske partier, fagforeninger, A-kasser og andre organisationer, der ikke driver virksomhed,« forklarede Eva Sjøgren, der er chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden, dengang til BT.

Vil ikke genere nogen

Talsperson hos Danmarks Indsamling, Anna Rørbæk, fortæller, at de ikke ønsker at genere nogen.

Anna Rørbæk, talsperson for Danmarks Indsamling.
Anna Rørbæk, talsperson for Danmarks Indsamling. Foto: Kommunikationsforum
Vis mere

'Det er Danmarks Indsamlings mål at hjælpe så mange børn som muligt uden hjem. For at gøre det har vi brug for penge, som vi bl.a. får fra danskere i form af private bidrag og indtægter fra aktiviteter som denne. Dem, vi har sendt beskeder til, donerede til Danmarks Indsamling i 2016 og 2017, og derfor har vi en formodning om, at de har en interesse i at bidrage igen. Hvis vi ikke kontakter danskerne, får vi færre bidrag til børn uden hjem, og SMS er en meget effektiv kommunikationsform for os. Vi respekterer selvfølgelig, hvis folk ikke ønsker at høre fra os igen,' skriver hun i en mail.

Anna Rørbæk siger, at hun er ked af, hvis det irriterer nogle.

'Jeg er ked af at høre, at nogen har den opfattelse. Heldigvis har der været relativt få henvendelser set i lyset af, at vi har sendt virkelig mange sms'er ud, og vi mærker en flot opbakning fra danskerne til Danmarks Indsamling og børn uden hjem,' skriver hun.

Lise Rønne og Christian Degn er værter, når Danmarks Indsamling 2018 kulminerer med et stort indsamlingsshow på DR1 lørdag den 3. februar 2018.

Har du modtaget en sms, eller ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.