Da Klaus Godskesens datter pludselig skulle tisse, mens familien søndag sad på første klasse om bord på et tog mod København fra Tyskland, blev de nødt til at gå ned i den anden ende af toget, da der var optaget hos dem. Der blev de mødt af et syn, han betegner som 'skræmmende'.

Det fortæller 38-årige Klaus Godskesen i et interview med politiken.dk.

For da toget, som familien sad på, tidligere på dagen havde gjort stop i Hamborg, var omkring 75 flygtninge og migranter stået om bord. Da toget senere ankom til Rødbyhavn på Lolland, blev det stoppet af 10-15 danske politibetjente, der gik igennem toget og tjekkede både familiens og de øvrige passageres pas.

Da Klaus Godskesen og hans fireårige datter nåede frem til toiletterne længere nede i toget, kunne de se, at politiet var i gang med at brække toiletdørene op.

»Og ud vælter omkring 20 mennesker - voksne og små børn. De bliver gennet ud ad toget - næsten som en etnisk udrensning, og vi kan bagefter se, at toiletgulvet flyder med pomfritter og ketchup og børnelegetøj,« siger Klaus Godskesen til politiken.dk.

Læs også:

De 75 flygtninge om bord på toget var blandt godt 250 flytninge, der søndag eftermiddag og aften ankom af tre omgange til Rødby på Lolland. Flere af dem fulgte med politiet, mens godt halvdelen forsøgte at stikke af ud over markerne omkring stationen for at undgå at blive registreret i Danmark, så de kan rejse videre - for eksempel til Sverige.

Af dem er 64 personer sendt med bus til Sandholmlejren, fordi de har søgt asyl. Det fortæller vagthavende ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Søren Østervig, til bt.dk mandag morgen, hvor han beskriver situationen som stille og rolig, efter de fleste af de nyankomne er blevet fundet af politiet.

»166 andre er blevet indkvarteret på to hoteller i området i Rødby i god ro og orden, fordi de har givet udtryk for, at de gerne vil rejse videre,« siger Søren Østervig.

Læs også:

Hvad der skal ske med de 166 flygtninge, der endnu ikke har taget stilling til, om de vil søge asyl i Danmark eller vil forsøge at rejse videre, skal en udlændingekontrolgruppe finde ud af mandag formiddag.

»Der skal vi finde ud af, om de skal sendes tilbage eller om de vil søge asyl. Nogle af dem er også interesseret i at rejse videre, men der er jo selvfølgelig også nogle regler for, hvordan man behandler de her sager,« siger Søren Østervig.

Da toget med de 75 flygtninge var ankommet til Rødby, kunne Klaus Godskesen se, at kvinder og børn stod og græd på perronen.

»Det er mennesker, som vi indtil i dag kun har set i nyhederne. Og pludselig sad de altså i et dansk IC-1 tog. Nu er de her. Og ikke et andet sted, langt væk,« siger han til politiken.dk.

De fleste af de flygtninge, der søndag blev stoppet i Rødby, er fra Syrien og Irak.

Læs også: