Han har knap smækket kroppen ned i den højryggede kontorstol, før de lange ben slynges op på skrivebordet, og han sukker lige så langt og utålmodigt.
»Jeg forstår det ikke. Havde det været for 20 år siden, måske. Men i dag! At dét skal være interessant.«
62-årige Klaus Riskær ryster på hovedet. Dybt forundret over, at hans kærlighedsliv kan trække overskrifter og blive ved med at optage andre mennesker. Bare fordi han – igen – har fundet en ung kæreste. Anna på 27 år.
På journalistblokken står tre stikord. Liv. Død. Og kærlighed. Det er dét, vi skal tale om.
»Fint nok,« har han svaret på mailen.
Nu har finansmanden åbnet døren til sin udsøgte toetages lejlighed i indre by. Lige i smørklatten, hvorfra man kan skue ud over Københavns kanal og magtens centrum på Christiansborg.
Han tager imod med skjorten hængende løst uden på cowboybukserne. Casual. Men pressefolderne sidder snorlige og er lige så skarpe som hans holdninger.
I det store samtalekøkken henter han en karaffel med kildevand og to glas. Vi begynder med kærligheden og dét postyr, den fører med sig, når man hedder Klaus Riskær.
Da BT for nylig lagde nyheden om hans nye kærlighed på Facebook, blev kommentarfeltet rødglødende.
‘Kærligheden har jo ingen alder, men den gamle gris her ... for ham er yngre kvinder en potensforlænger. Og så har han jo penge. Havde det været hr. Jensen fra nummer 7, havde det nok set anderledes ud’, lød én af dem.
En anden skrev: ‘Hvorfor har folk så ondt i røven? Det er da op til dem. Det skal vi ikke blande os i. Jeg tror, at de fleste mænd i hans alder har svært ved at sige nej, hvis der kommer en 26-årig skønhed og smider tøjet. Så stop med det hellige pis’.
Begge kommentarer hører til i den sobre ende. Klaus Riskær har set dém, der var langt værre.
Kvinder vælger selv
Han prøver at forstå, hvad det handler om, men kan helt ærligt ikke se problemet.
»Piger i dag er totalt ressourcerige, selvforsynende, selvstyrende og ved, hvad de vil have. At jeg er sammen med en 27-årig kvinde, der efter eget samtykke og efter rigelig mulighed for at vurdere, hvad det er, hun har kastet sig ud i, vælger at hooke op med mig, kan jeg ikke se noget odiøst i,« siger Klaus Riskær med dybe rynker i panden over de – i hans optik – fordomme, der hører en helt anden tid til. En holdning, han får medhold i fra langt de fleste danskere.
Ifølge en YouGov-måling, som BT har gennemført, mener kun 15 pct. – altså omkring hver syvende – at det er patetisk, når ældre mænd bliver kærester med væsentlig yngre kvinder. Hvorimod 74 pct. mener, at det er deres egen sag.
På spørgsmålet om, hvilken aldersforskel der er passende, siger hele 68 pct., at det må være op til folk selv. Til gengæld mener kun én pct., at en aldersforskel på 31-40 år er acceptabel.
Der er 35 år mellem Klaus Riskær og hans nye kæreste Anna Pia Lykke Ring.
»Om jeg scorede hende? Nej!«
Det kan godt være, at Klaus Riskær på mange områder er ung med de unge. Men når det kommer til dating, nedlægger han ikke damerne. Dér er han af den gamle, galante skole og går langsomt frem.
»Vi spiste middage, lærte hinanden at kende. Og så kom tidspunktet, hvor vi også var sammen fysisk. Hvor det gik fra venskab til kærlighed. Jeg scorede ikke. Jeg mødte en pige, som jeg syntes passede meget godt. En stille og rolig pige. En normal pige med en normal beskæftigelse. Mange af dem, der udtaler sig om kuvøseguf, synes at forestille sig, at en relation af den art kun er betinget af noget kropsligt og seksuelt. Det er den ikke. Hele sammenblandingen af alder og det fysiske, synes jeg er upassende. For vi har et helt normalt samliv som alle andre i parforhold.«
Klaus Riskærs nye kæreste er uddannet frisør og er flyttet ind i den store herskabslejlighed sammen med sin hvide slædehund.
Modne kvinder
At indlede et nyt forhold er ikke noget, man gør med hovedet under armen.
»Hvis noget er udfordret, når der er så stor en aldersforskel, er det samlivet. Derfor er aldersforskellen noget, som begge parter må tage stilling til. En pige, der er 27 år, tager jo stilling til, hvis hun er sammen med en mand på 62. En ung fyr er da lækrere, end én på 62. Det er logik for dværghøns. Så det er på trods af ens udseende og alder, at de vælger at komme sammen med én.«
For sit eget vedkommende har han også haft sine overvejelser.
»Jeg skal vurdere, om jeg nu skal i gang med en pige i slutningen af 20erne og hvad det indeholder af udfordringer og tempo, om jeg gider det. Men nu er jeg i 20 år kommet sammen med unge piger, og jeg tror, at det er dét, jeg er vant til,« lyder Riskærs egen konklusion.
Han vil – mens vi er ved konklusioner – i øvrigt gerne mane den fordom i jorden, at han kun er til unge piger.
»De piger, jeg møder, som er i 50erne, er så lækre og smarte. De kan det hele. Så hvorfor scorer jeg ikke dem? Svaret er, at jeg ikke tror, at jeg kan. Jeg tror ikke, at de kan holde mig ud. Jeg tror, at de synes, at jeg er pisseirriterende.
Det er ikke mig, der er ude at lave aldersbegrænsninger. Jeg synes, at voksne piger er enormt lækre, frække, veltrænede og ser enormt godt ud. Men når jeg bevæger mig rundt i byen, er det altså ikke sådan, at jeg bliver overrendt af modne piger, der synes, at det er fedt at kaste sig ned ved mit bord,« fastslår han med løftet øjenbryn.
Så er dét på plads.
Historikken med de unge damer kan han ikke løbe fra. Og forsøger heller ikke, selvom man kan se, at han lige skal have styr på den inde i sit hoved. Men kun et splitsekund. Så holder han hånden op og trækker sin tommelfinger frem.
»Altså, jeg blev gift med Jill i 2001. Hun var 21 år. Hende var jeg sammen med i 15 år,« begynder han og går videre til næste finger:
»Så mødte jeg Darja på 21, det varede i fem år. Så var det Cecilia, hun var 24-25 år, vi var sammen i tre år. Ind imellem var der Mette Marie på 26-27 år, som jeg fik barn med. Og Laura på 27, som jeg også fik barn med. Det er dér, den lander. Det falder mig bare naturligt. Og jeg har det godt med det,« siger han og slår ud med armene. Som i ‘hvor svært kan det være at forstå’.
En ny familie
Kærligheden og kvinderne kommer vi tilbage til. For det er ingen hemmelighed, at Klaus Riskær stadig har en drøm om, at kærligheden skal føre til en ny familie, en blivende og solid grundkerne i det lettere kaotiske univers, som fem børn med tre kvinder skaber.
De sirligt arrangerede papirbunker på det tunge skrivebord vidner om, at Klaus Riskær stadig er en aktiv erhvervsmand og iværksætter. Det har han været, siden han som stor skoledreng lavede en indsamling til sultne børn i det krigshærgede Biafra. I de seneste år har hans store projekt været produktion af medicinsk cannabis i Uruguay og etableringen af brødfabrikker i Argentina. Næste år lancerer han en række private smerteklinikker i Danmark.
Et par briller med kraftig styrke er det eneste, der minder om, at han er en mand på 62 år. Øjnene er ikke, hvad de har været. Til gengæld kan han svømme én km på 26 minutter. ’Uden at hidse sig op’, som han siger.
Han læner sig ind over skrivebordet.
»Jeg fejler ikke noget,« siger Klaus Riskær med et smil og skynder sig at tilføje: ’7-9-13’.
»Jeg kender masser af folk, der bliver syge. Og det er forfærdeligt at se og høre om deres mere eller mindre dramatiske behandlingsforløb. I betragtning af, at jeg nok har taget for mig af retterne, er jeg begunstiget i forhold til min fysiske form. Selv om jeg ikke er helt ung længere, er jeg heldig – lige nu.« Ordet ‘gammel’ synes at nægte at komme over hans læber.
»Jeg synes sgu, at det er dejligt at blive ældre. Og det generer mig overhovedet ikke, at livet på et tidspunkt holder op. Jeg kender alt for mange, der nærmest opfører sig som om, at de har to liv. Man har kun ét, og derfor skal man leve godt, opføre sig ordentligt og få noget godt ud af det.«
Klaus Riskær frygter ikke døden, men derimod et langstrakt sygdomsforløb med mental degeneration.
»Fysisk degeneration, fint. Sådan bliver det jo, det går ned ad bakke. Men jeg vil nødig have, at den sidste erindring om mig for mine nære er en dement Klaus Riskær, der bliver båret ind på en københavnsk restaurant, fordi han har ‘lost it’,« siger han med ironi i stemmen og sammenknebne øjne, som prøver han at lukke ned for den film, der kører på det indre lærred.
Spørger man, om han også ser en mand, der har ‘lost it’, når han kigger i spejlet, ryster han overbærende på hovedet.
»Jeg ser ikke forfald. Jeg er 62 år og det er fantastisk. Dét, jeg ser, er visdom. Det er erfaring og historik, du kommer bærende med. Og netop i forhold til aldersforskel i parforhold, er der ingen kombination, der er stærkere end visdom og skønhed. De kan ikke forenes i én person.
Du bliver klogere, når du bliver ældre. Du har kæmpet alle mulige slag, haft op- og nedture i årtier, er stadig aktiv og har det sjovt og et godt liv, har lært at sige ‘rolig nu, venner, der er et langt liv foran, lad nu være med at tage det så seriøst, få det bedste ud af det’.
Jeg føler mig ikke forfalden, jeg føler, at jeg bliver ældre. Og det har jeg det vildt skønt med. Jeg har fundet den ro, der følger med, at du ved, hvad du laver, at du ikke er bange for, om du kan finde ud af det, at du har et enormt netværk af folk og kontakter, du kan mobilisere.
Jeg har også haft yngre folk omkring mig. Det er effekten af, at jeg gennem 20 år har haft, hvad nogle betragter som unge kærester. Arbejdsmæssigt og socialt er jeg bare forankret i en stor og voksende familie.«
Børnerækken
Han smiler. De lange ben er tilbage på skrivebordet. Og vi er tilbage på kærlighedssporet.
»Når du som jeg begynder at komme op i årene, drejer dit fokus mere og mere i retning af familien og lidt mindre mod venner og bekendte. Jeg har trods alt fem børn, og det kræver meget tid. For jeg har dem jo ikke i samme hus. De er spredt på fire forskellige kvinder, så det er en tidskrævende model. De kommer og går én for én, og det siger sig selv, at de behov, der skal løses for en tre-årig pige og for en 30-årig søn ikke er de samme,« siger Klaus Riskær med et skævt smil om ‘pakken’ af børn, der for nylig blev udvidet med et barnebarn.
De to ældste sønner Frederik og Christian fik han med sin første kone, Anne-Mette. De er flyttet hjemmefra. Siden kom sønnen Kristoffer med Mette-Marie. Han er i dag ti år og så stor, at han selv kan tage toget ind til sin far i lejligheden, hvor han ligesom sine halvsøskende har eget værelse. Et halvt år senere fik han endnu en søn, Christopher, med engelske Jasmin. Klaus Riskær håber, at han snart selv vil tage flyveturen fra London for at komme på besøg. Senest kom den tre-årige datter Isabelle til. Hun kommer forbi hver anden eller tredje uge sammen med sin mor Laura.
Han griner. Og siger med tyk ironi:
»Du kan regne ud, at jeg er den ideelle far. Vinderfaderen. Enhver svigermors drøm.«
Så bliver han igen alvorlig.
»Det er klart, at dét, jeg drømmer om, er, at få styrket mit gode nærliv. Mit familieliv. Og derfor skal du da finde én, du bliver forelsket i. Det kan godt være, at du ikke bliver lige så rosenrød i kinderne, som da du var 17 år, bevares. Det er sværere at blive forelsket, når du er et par og 60. Det indrømmer jeg. Men som udgangspunkt må det være sådan, at hende, du er sammen med, er én, du har lyst til at være sammen med. Sådan har jeg det med min kæreste.«
En af de ting Riskær selv mener, at han er blevet bedre til med alderen, er at filtrere tilværelsen. Reducere den til en slags koncentrat med de vigtigste næringsstoffer.
Arbejdet er stadig ét af dem. Men i mindre doser end før. Det samme gælder penge.
»Jeg er blevet bedre til at sortere det fra, der er ligegyldigt. For jeg vil have mit liv, kunne leve det. Og jeg kan kun sige, at jeg har det godt, og jeg mangler ikke noget. Måske er det nemt at sige, men jeg synes, at hver gang jeg har haft enormt mange penge, så har jeg ikke haft andet end problemer ud af det. Slagsmål og retssager, skilsmisser ... Jeg har faktisk ikke fået en skid ud af det. Eller sagt på en anden måde, dét, jeg har fået ud af det, har jeg også i dag. Jeg bor rigtig dejligt, kan gå ud at spise, hygge mig og rejse. Jeg har et skønt liv. Det hele kører, og jeg har styr på tingene efter mærkelige konstruktioner og bøvlede ting omkring mig,« siger Klaus Riskær med reference til bl.a. afsoningen for bedrageri i Sdr. Omme Statsfængsel fra 2008 til 2013.
Livseliksir
Det var fem hårde år, men også et ophold, der hjalp ham med at få styr på de menneskelige prioriteter.
»Jeg siger ikke, at det materielle er ligegyldigt, men som årene går, er det autenticitet, der tæller. Den udvikling er jeg sikker på kun er super positiv. Ellers ville jeg ikke have sådan en superfed, kernesød kæreste,« siger han med et pænt, selvtilfreds smil.
Han lægger ikke skjul på, at de unge kærester også er en slags livseliksir.
»Energi. Livsvilje. Omstillingsevne. Åbenhed. Uforudsigelighed. Man ved aldrig, hvad der rammer én. Det er ren mentalhygiejne,« siger han om at date unge kvinder.
»Jeg har ikke udelukket hende på 37 eller 42 år, men jeg joker ikke, når jeg siger, at det er dem, der ikke vil have mig. Jeg har da været sammen med masser af modne kvinder, men har bestemt ikke haft indtryk af, at jeg har været på lystavlen hos nogen af dem overhovedet som én, de overvejede som kæreste. Som selskabspapegøje, jo, men ikke som kæreste.«
Han taler meget. Ufattelig meget og længe. Væver sig ind og ud af spørgsmål og svar, der af og til havner på de høje filosofiske nagler.
For det meste sidder han mageligt tilbagelænet med benene oppe og et drilsk glimt i øjet.
Andre gange – når et svar er mere insisterende – ryger fødderne ned på det antikke tæppe, mens han læner sig ind over skrivebordet og understreger sit svar med store armbevægelser. Det er sådan, han sidder, da han skal svare på, hvad den vise og ikke længere helt unge Klaus Riskær så har lært om kærligheden?
»At dens betydning er større og vigtigere, end jeg havde regnet med. Jeg har lært, at man skal passe på den og værne om den. Der er to store kort i livets bunke. Det ene er tiden. Det andet er kærligheden. Og tiden har det med at vinde, for den kører bare videre, uanset hvad du gør, uanset om der er kærlighed eller ej. Livet er bare bedst, når man er sammen med et andet menneske, livet er bedst i et forhold, hvor man kan give og få kærlighed. I en hverdag, der bliver stadig mere syntetisk, kynisk, pengegrisk og overfladisk, er der behov for og vigtighed i, at man skyndsomt kommer væk fra sit søvngængeri rundt omkring på byens cafeer og restauranter og sørger for at finde én, man kan dele sit liv med. Det kan jeg kun anbefale.
Men der er ingen rimelighed i at sætte moralske spilleregler op for, om man er sammen med den ene eller anden type eller alder.
Vi er glade for hinanden. Dét, vi har sammen, er fedt. At hun så lige i mit tilfælde er så uheldig at vælge en offentlig tosse, som en gang imellem lander i den sorte gryde – selvom jeg gør mig enormt mange anstrengelser for at holde mig ude af den – har intet med vores følelser for hinanden at gøre.«
Klaus Riskær rejser sig. Punkterne på listen er besvaret.
Om svarene giver en anden kulør i den folkelige sorte gryde, må tiden vise. Rører man længe nok, finder man i hvert fald enkelte nuancer i kommentartråden til historien om Riskærs nye, unge kæreste på BTs Facebookside:
’Sjovt at se ... Fordi han har mange penge, bliver hun kaldt golddigger og pengeluder. Hvad hvis hele bundtet tager fejl, og hun er én af dem, der er til ældre fyre. Hvad hvis det virkelig er kærlighed, der er mellem dem ...’
