Mon ikke der var andre end mig, der åndede lettet op, da der i denne uge kom en pressemeddelelse fra Kongehuset om, at prins Henrik lider af svær demens? Jeg mener, de fleste af os havde vel efterhånden en mistanke om, at det lige præcis var det, der var årsagen til hans mange uheldige udbrud? Det gør mig så uendeligt ondt for Prinsen, men så sandelig også for familien. Demens er lusket, fordi sygdommen det ene øjeblik kan være helt usynlig og det næste øjeblik få det til at rable.
Sammen skal familien og rådgiverne nu kigge på, hvilke protektioner Prinsen skal beholde. Altså hvad Prinsen kan klare, når det kommer til arbejde. Vi må nok indstille os på, at det er ganske få ting, han kan fortsætte med, og jeg håber inderligt, at de ikke vil skamme sig over det, men blot hjælpe hinanden. Det er der brug for, når man som pårørende skal håndtere en diagnose som demens.
Hos mig vil Prinsen altid blive husket som det friske pust. Han har stået ud fra normen og ved Gud også fået slag for det, men jeg er vild med den måde, hvorpå Dronningen har ladet ham være sin egen. I ti år var min mand Prinsens højre hånd i køkkenet, og man kan mene meget om Prinsen, men han har altid været dybt engageret og alt andet end holdningsløs, når det gjaldt de opgaver, han påtog sig.
Forskellene på fransk og dansk sprog og kultur har ikke sjældent været årsag til kritik fra os danskere, og jeg synes, at vi noget sent begyndte at få øjnene op for Prinsens kvaliteter. Nej, nu får jeg det til at lyde, som om han er død. Det undskylder jeg. Men man må forstå, at demens på mange måder fjerner et menneske fra sig selv. Det er jo det, der gør ondt på de pårørende.
Sprog og kultur – hvis vi lige dvæler ved det emne - så modtager vi i disse år mange mennesker fra blandt andet Syrien, der står med problemer, som på flere måder kan minde om Prinsens. Mennesker med begavelse og høje uddannelser, som kulturelt ligger en anelse skævt i forhold til os, og som åbenlyst har en barriere, der handler om sprog og sociale spilleregler, som for danskere er indforstået.
Velmenende politikere har fået den idé, at man skal give dem et sprogkursus og placere dem på alskens skolebænke, før de kan indtræde på et dansk arbejdsmarked. Jeg skal ikke kunne kloge mig, for der er helt sikkert ting, man er nødt til at tage en form for efteruddannelse på, hvis man skal omstille sig fra f.eks. Syrien til Danmark, men jeg synes også, vi indimellem sender disse mennesker ud på en besværlig og dyr omvej, der i sidste ende tager pippet fra de fleste.
Kunne de ikke gå på sprogskole, samtidig med at de passede et job? Jeg og helt sikkert mange andre ville godt kunne bruge arbejdskraften. Vi har nogle unge ansatte til at hente ting på lageret og hakke gulerødder. Jeg kan sagtens forestille mig en situation, hvor man beskæftiger et menneske, som kommer fra en helt anden del af verden, og som via et job i en dansk virksomhed bliver integreret.
Det kræver dog noget, som vi ikke er ret gode til her i Danmark: At vi springer ud i det og tager nogle chancer. Både som arbejdsgiver og som arbejdstager. Vi har haft – synes jeg – en pinlig holdning til visse typer af arbejde, som vi af en eller anden grund ikke finder meningsfuldt. Men for mig er alt arbejde meningsfuldt, hvis det løser en opgave, som nogen har behov for at få løst. Nu hvor jeg sammen med min mand er gået ind i restaurationsbranchen, er det eksempelvis gået op for mig, at der er opgaver, som man ikke kan få danskere til. Jeg siger det helt uden fordomme. Hvis nogen betvivler min påstand, kan de jo starte med at tælle i de københavnske restauranters opvaskestationer.
Jeg bebrejder ikke nogen, for det er faktisk svært at få hjælp til at komme i arbejde. Især hvis man har nogle særlige behov. Systemet vil på en eller anden måde rigtig gerne putte disse mennesker ned i nogle uddannelseskasser først. Kasser som mange aldrig slipper ud af.
Jeg nævnte før min mand. Han er 2/3 invalid efter en ulykke. Der er temmelig mange typer jobs, han ikke ville kunne klare, og på papiret var han arbejdsløs. Kommunen forsøgte da at overtale ham til at tage diverse jobtræningskurser, så han kunne modtage sygedagpenge. Da han fortalte, at han sådan set var gået i gang med at skabe sin egen virksomhed men godt nok stadig ikke kunne udbetale sig nogen løn, var det nærmest uforståeligt for sagsbehandleren: Jamen, her kan du jo både få penge og kurser!
Ja tak, og en total pacificering, havde man lyst at tilføje.
Helt ærligt: Jeg synes, jobtræning et langt stykke ad vejen er spild af ressourcer og penge. Ved godt, det er farligt at mene, men det koster jo samfundet enorme summer. Tænk, hvis de summer blev delt ud på nogle af de mange små virksomheder, der bliver drevet af iværksættere og idérige mennesker, sådan så vi kunne ansætte og beskæftige og dermed oplære nogle af disse mennesker, der sendes i jobtræning. Tro mig, der er behov for arbejdskraft derude.
Flere steder i Udkantsdanmark har man løst mange problemer ved at ansætte folk, som ellers var blevet pacificeret af det sikkert velmenende, men kvælende velfærdssystem. På Bornholm har man flere steder ansat det, vi kalder skæve eksistenser. Det gælder for eksempel Plantagen. Arbejdskraften er indimellem ustabil, men ved at inkludere disse mennesker får man hjulpet dem med at håndtere nogle af de problemer, som gør det svært at passe en normal arbejdsplads.
Annettes uge på Instagram:
