Overborgmester Frank Jensen (S) godkendte, at politikere gratis måtte bruge Rådhuset til private fester. Nu fastslår Ankestyrelsen i en afgørelse, at det var ulovligt.

Frank Jensen meddelte via sin presserådgiver tidligere på ugen til B.T., at han ikke havde yderligere kommentarer til sagen, end hvad han tidligere har sagt. B.T. opsøgte Frank Jensen på Folkemødet for at få overborgmesterens reaktion på Ankestyrelsens afgørelse. Den kan du læse mere om her.

Frank Jensen: »Det er jo en gammel sag.«

Jeg vil bare gerne høre din reaktion på, at Ankestyrelsen siger, at det er ulovligt.

»Du må gerne bruge de gamle citater. Men jeg har ikke noget nyt at sige.«

Du var selv med til at lave den her praksis i sin tid. Du må have gjort dig nogle tanker om, hvorvidt det var en fejl.

»Det der har jeg udtalt mig om. Jeg har ikke noget nyt at sige.«

Du har ikke udtalt dig om Ankestyrelsens afgørelse.

»Den er gammel. I har fået et link til TV 2 om Ankestyrelsens afgørelse. Rikke (presserådgiveren, red.) har sendt Jer et link.«

Du har kommenteret på Københavns Kommunes redegørelse til Ankestyrelsen. Nu er det første gang, at Ankestyrelsen i deres egen vurdering slår fast, at det var en ulovlig praksis.

»De siger bare, at de er enig med kommunes afgørelse. Jeg har ikke noget nyt at sige.«

Hvorfor var det, at I så stort på reglerne dengang?

»Jeg har ikke mere at sige om den sag. Det er en gammel sag, den har jeg lagt bag mig.«

Du har aldrig fortalt, hvorfor I indførte den her ulovlige praksis.

»Jo, jo, jo, jeg har været i fjernsynet. Stolpe op og stolpe ned, jeg har brugt en hel valgkamp til at tale om den sag.«

Kan du ikke gentage det her?

»Nej, der må I bruge de gamle klip. Jeg har ikke mere at sige om det.«

Andre læser også