Erstatningerne for indbrud i danske sommer- og fritidshuse er i snit steget med 25 procent fra 2011 til 2016. Alligevel har hver anden sommerhusejer ikke gjort noget for at forhindre indbrud, viser tal fra Forsikring & Pension. ​

Efteråret er over os, og det betyder for mange sommerhusejere, at der skal lukkes for vandet, så sommerhuset kan gå i vinterhi uden risiko for frostsprængninger og vandskade.

Det betyder også, at sommerhusområderne i de kommende måneder kommer til at ligge øde hen, og det gør sommerhusene til et oplagt mål for indbrudstyve. Tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at risikoen for indbrud i sommerhuset er klart størst i 1. og 4. kvartal. Alligevel har mere end hver anden sommerhusejer ikke tænkt over at forebygge ubudne gæster.

Det viser nye tal fra forsikringsselskabernes brancheorganisation, Forsikring & Pension. 54 procent af de adspurgte sommerhusejere i en Epinion-undersøgelse, foretaget for Forsikring & Pension og Forsikringsguiden.dk, svarer, at de ikke har foretaget noget for at forhindre indbrud. Og det er alt for lemfældigt, siger chefkonsulent i Forsikring & Pension, Jacob Nisgaard Larsen.

»Undersøgelsen viser det, vi godt vidste i forvejen: Sommerhusområderne ligger øde hen, og de er voldsomt udsatte, når det kommer til indbrud, og vi er meget dårlige til at beskytte dem,« siger Jacob Nisgaard Larsen.

Flere værdier i sommerhusene

Selvom forsikringsselskabernes samlede udbetalinger for indbrud i sommerhuse er faldet fra 67,2 mio. kr. i 2011 til 46,2 mio. kr. sidste år, er erstatningerne pr. indbrud i samme periode steget med godt 25 procent i gennemsnit. Fra 9.838 kr. i 2011 til 12.326 kr. i 2016. I et typisk indbrud i privat hjem er erstatningsudbetalingen på ca. 32.000

»Vi er begyndt at fylde sommerhuset med flere værdier. Vi tager de store fladskærme og dyre espressomaskiner med i sommerhuset, og man streamer måske tv via Apple-TV frem for en almindelig antenne. Det er letomsættelige varer for en indbrudstyv, og dermed er sommerhusene lette mål,« siger Jacob Nisgaard Larsen.

Politiet: Få hjælp af naboerne

Ifølge Danmarks Statistik toppede antallet af indbrud i fritidshuse i 2009 med 7.490 anmeldelser mod 3.373 i 2016. I årets to første kvartaler er der foreløbig anmeldt 1.586 indbrud.

Hos Midt- og Vestjyllands Politi, der bl.a. dækker de store sommerhusområder ved Vestkysten, fornemmer vicepolitiinspektør Ralf Hove Larsen, leder af politikredsens kriminalpræventive sekretariat, heller ikke, at problemet er stigende. Alligevel opfordrer han sommerhusejerne til at benytte sig af nabonetværk.

»Sommerhusindbrud adskiller sig fra indbrud i almindelig beboelse i og med, at det er småt med naboer i det daglige, så i sagens natur har indbrudstyven jo længere tid til at stå og rode med tingene. Hvis man ikke selv kan tjekke huset jævnligt, så anbefaler vi, at man får nabo-sommerhusejeren eller en lokal bekendt til at kigge forbi en gang i mellem, for ofte er følgeskaderne ved et indbrud så som vandskade værre end det egentlige tyveri,« siger Ralf Hove Larsen.

Epinions undersøgelse er udarbejdet på baggrund af i alt 5.030 gennemførte interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført som en webbaseret undersøgelse på Epinions Danmarkspanel.

Sådan undgår du indbrud i sommerhuset:

- Skalsikring: Indbrudssikre døre og vinduer gør indbrudstyvens arbejde meget sværere og koster minimalt mere, hvis du alligevel skal i gang med at renovere sommerhuset.

- Undgå at have letomsættelige værdier i sommerhuset. Dyre fladskærms-tv, stereoanlæg, højtalere og havetraktorer virker som fluepapir på tyveknægte. Et gammelt tv har ingen omsætningsværdi for tyven, men det kan sagtens have en fin brugsværdi.

- Lad være med at trække gardiner eller persienner for i sommerhuset. Så virker det som om, man har værdier at skjule, og det øger tyvens lyst til at se hvad der gemmer sig i sommerhuset. I værste fald står du tilbage med en knust rude og vandskade, men ingen stjålne ting.

- Få DNA-mærket dine ting i sommerhuset og skilt med det! Mærkningen gør det lettere for politiet at spore tyvekosterne, og det er tyvens store skrækscenarie.

Kilde: Ralf Hove Larsen, vicepolitiinspektør Midt- og Vestjyllands Politi

Dækker din forsikring godt nok?

16 procent af sommerhusejerne i Epinions undersøgelse havde ikke styr på, om de var godt nok dækket ind, hvis tyven slog til. Derfor er det en god idé at tjekke din fritidshusforsikring:

- Sørg for at indbosummen svarer til værdien af dit indbo i fritidshuset, dvs. hvad det koster at genanskaffe alt dit indbo.

- Tjek selvrisikoen. Er den passende, eller skal den være højere eller lavere? En høj selvrisiko dækker ikke små skader, men giver til gengæld en lavere præmiebetaling.

- Du bør som minimum have en fritidshusforsikring, der indeholder en bygningsforsikring, der dækker brand og stormskader.

- Du kan finde og sammenligne dine forsikringer via forsikringsguiden.dk og andre prisammenligningstjenester.

Kilder: Lea Markersen, jurist i Forbrugerrådet TÆNK og Forsikring & Pension