Flyt dit bål, før du tænder op for det til Sankt Hans.

Sådan lyder rådet fra Dyrenes Beskyttelse, da mange dyr hvert år fanges i bålets flammer, fordi de ser brændebunken som det perfekte skjulested.

»Man kan nemt overse dyrene, fordi de føler sig truede og derfor blot gemmer sig endnu bedre i bunken, så de ikke bliver opdaget. Hvis der for eksempel er dyreunger, kan mange af dem slet ikke flytte sig, fordi de stadig er for små,« fortæller biolog hos Dyrenes Beskyttelse, Michael Carlsen, i en pressemeddelelse.

Sankt Hans falder nemlig samtidig med sæsonen for netop dyreunger, der har brug for at gå i skjul for rovdyr. Brændebunken er derfor et oplagt sted at gemme sig for de mange små dyr som mus, pindsvin, fugle og katte.

'Og de når ofte ikke at flygte fra bålets flammer, før det er for sent', lyder det i pressemeddelelsen.

ARKIVFOTO fra et Sankt Hans-bål i Odense.
ARKIVFOTO fra et Sankt Hans-bål i Odense. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

Det er derfor ikke nok blot at tjekket bålet for dyr, før man finder tændstikkerne frem og sender heksen til Bloksbjerg. Dyrenes Beskyttelse anbefaler, at man i stedet helt flytter det og genopbygger bålet et andet sted.

»Hvis brændematerialet allerede er samlet, burde det være en overkommelig opgave at flytte bålet. Det skal helst gøres så tæt på optænding som muligt. Allertidligst dagen før. Formålet er jo, at færrest dyr kommer i fare,« siger Michael Carlsen.