Oliver Schouws 4-årige dreng går i børnehaven Mikael, hvor børnene ikke må have tøj med print på, og det er han meget tilfreds med.

»Jeg synes, vi skal beskytte børnene, når de er så små, og man skal ikke udsætte dem for noget, som de ikke er modne til. Det vil ødelægge dem,« siger Oliver Schouw.

Oliver Schouw er far til 4-årige Louis, der går i børnehaven Mikael i Hjørring. Børnehaven trak i sidste uge overskrifter, efter institutionen nedlagde forbud mod, at børnene klæder sig i tøj med print på.

Forbuddet skabte debat, og flere har på de sociale medier skrevet, at børnenes påklædning ikke er noget, som børnehaven skal bestemme. Oliver Schouw er ikke helt enig i den fremlæggelse:

»Selvfølgelig kommer de til at møde denne konkurrence senere i livet, men vi kan lige så godt støtte dem, mens de bliver voksne. Jeg læste et sted, at sådanne negative ting som det her, reklamer eller råbende folk påvirker børnenes krop fysisk. De skal vokse op i en 'harmonisk stemning',« siger den 28-årige far.

Selv husker Louis' far en situation, hvor sønnen tilfældigvis stødte på et billede af Ironman og råbte: »ååååååh Spiderman«. Oliver Schouw forstod ikke, hvorfor han kendte til Spiderman, men de satte sig til at se en tegnefilm med superhelten. Louis' mor var ikke glad for, at hendes søn havde set tegnefilmen, men selv var den lille purk ellevild.

»De her ting er lavet til at gribe vores opmærksomhed, og børnene falder lige i. Det er nok det samme, som pædagogerne har set. Børnene kæmper normalt om den blå eller røde cykel i børnehaven, men når tøjet kommer på, tager det måske overhånd, og så kan de ikke koncentrere sig om andet. Jeg synes, det er rigtig godt set af pædagogerne, og jeg er glad for, at de tager handling, « siger Oliver Schouw, der ikke længere er sammen med Louis' mor og heller ikke bor sammen med sin søn.