En mand fra Holbæk Kommune fik sig noget af en overraskelse, da han tirsdag tjekkede sin netbank. På kontoen stod pludseligt over en million kroner mere, end han havde regnet med – og han anede ikke, hvor de kom fra.

Manden, der er i 40’erne, men ellers fremstår anonym, havde godt nok registreret et par dage før, at han have modtaget en mail fra Danske Spil. Men han nåede ikke at læse den, fortæller han til Danske Spil.

».. Jeg har altid kun vundet småbeløb, så jeg tænker ikke videre over det og flyttede bare mailen over i min Danske-Spil-postkasse, hvor jeg samler mails fra dem. Jeg tænkte således ikke videre over det,« lyder det fra manden.

Så da han tjekkede netbanken nogle dage efter, blev han noget overrasket:

»Lige pludselig stod der jo over en million kroner, så jeg spærrede da lige øjnene op en ekstra gang og sendte et screenshot af kontoen til min kone. Som svar spurgte hun, om jeg havde en rig onkel, hun ikke kendte til,« fortæller den glade vinder.

De mange penge havde han vundet i Lottos Millionærgaranti, hvor man kan vinde, selv om man har 0 rigtige.

»Det er jo super fedt og helt surrealistisk. Jeg har spillet de samme tal i tyve år. Og så vinder man uden at have de rigtige tal,« lyder det fra vinderen, der bestemt ikke har tænkt sig at fortælle resten af sin familie om præmien.

»Jeg har sådan en lidt skør familie, som jeg ikke har lyst til at fortælle det til. Jeg gider ikke at nogen skal få ondt bagi,« siger han til Danske Spil.

Derimod har han ikke haft skænderier med konen om, hvad pengene skal bruges til. Parret har kendt hinanden i over et halv liv, så de er ’ret enige om alting’.

»Vi tager det også meget stille og roligt det her med at være blevet millionærer og er nok rigtig godt gammeldags fornuftige. Vi har betalt vores huslån ud, og så er der lidt tilbage, som skal bruges til en konfirmationsfest og til at rejse. Altså beløbet kommer ikke til at forandre det helt store for os. Vi vil gøre de ting, vi alligevel ville have gjort, men måske bare opgradere lidt på f.eks hoteller,«  siger vinderen.