Det er lykkedes en 13-årig pige at filme den elg, der er løs i Nordsjælland, hvilket er lidt af en sensation.

For det er 19 år siden, at der sidst blev set en elg i Danmark. Men forleden kunne Naturstyrelsen på baggrund af et billede bekræfte, at der går en to år gammel elg, formentlig en kvie, rundt nord for Helsinge.

Det var da også her, tæt op ad en landevej, at Pernille Sether Kjeldsens 13-årige datter, Luna, spottede elgen og filmede den, da hun kørte forbi i bil sammen med sin mor.

»Den stod helt stille og spiste græs og kiggede ud mod os på vejen. Den havde ikke noget gevir – men den var stor,« siger Pernille Sether Kjeldsen til Hillerød Posten.

Til B.T. fortæller Pernille Sether Kjeldsen, at hun først troede, at den stod i en indhegning. Hun anede ikke, at den var ‘vild.’

En vild elg er for første gang siden 1999 blevet observeret i Danmark. Her er billedet, som en borger tog af dyret, og som ifølge Naturstyrelsen bekræfter, at der er tale om en elg. Malou London/Ritzau Scanpix
En vild elg er for første gang siden 1999 blevet observeret i Danmark. Her er billedet, som en borger tog af dyret, og som ifølge Naturstyrelsen bekræfter, at der er tale om en elg. Malou London/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvordan elgen er kommet til Danmark, er uvist, men det er ifølge vildtkonsulent, Niels Worm, nærliggende at tro, at den er svømmet over Øresund.

Der er ikke bekræftet vilde elge i Danmark siden 1999.