VUC Syds bestyrelse har mandag aften vedtaget en større fyringsrunde. Ifølge JydskeVestkysten drejer det sig om et tocifret antal undervisere, der skal afskediges.

Og det er dermed institutionen VUC Syds anden runde af 'oprydningen' som Asbjørn Nielsen, VUC Syds nye direktør, står bag. Asbjørn Nielsen begrunder fyringsrunden med, at mange af underviserne på skolen, som mangler de nødvendige undervisningenkompetencer, skal fyres.

Efter, bestyrelsen mandag blev orienteret på et ekstraordinært møde, ville Asbjørn Nielsen stadig ikke fortælle det præcise antal fyringer eller, hvem der skal fyres. Han ville kun fortælle, at det drejer sig om et tocifret antal afskedigelser.

»Jeg kan sige, at vi har drøftet forudsætningerne, konsekvenserne og vilkårene for de påtænkte afgørelse, vi skal ud med i morgen,« siger Asbjørn Nielsen til JydskeVestkysten.

En opgørelse fra VUC Syd, tidligere på året, viste nemlig, at knap halvdelen af skolens cirka 120 undervisere enten mangler faglige eller pædagogiske kompetencer.

Ud over det fører Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i øjeblikket en tilsynssag mod VUC Syd, hvor de kræver, at der bliver rettet op på de manglende kompetencer hos lærerne inden for ét år. Deraf kommer ledelsens beslutning.

Ud over fyringerne bliver der også lukket ned for den digitale hf-satsning 'FlowFactory' og skåret ned på fjernundervisning.

Når medarbejderne, der skal afskediges, får beskeden, starter derefter en 14 dages høringsfase, inden de bliver betraget som endeligt fyret.

Fyringerne blev varslet 29. maj, efter direktøren offentliggjorde planen for en større oprydning på VUC Syd.

Her blev det også besluttet, at man vil suspendere tre vicedirektører, og at der skal tages initiativ til en advokatundersøgelse af den tidligere ledelse på VUC Syd, der indebærer institutioner i Aabenraa, Haderslev, Sønderborg og Tønder.