Popstjerner fra sydeuropa har lavet sommerhits direkte til danske turister for at skåne os mod solens farlige stråler, når vi rejser sydpå. Flere millioner har allerede set deres videoer på de sociale medier. Du kan høre dem her.

Skal du sydpå i ferien, kommer du højst sandsynligt til at høre lokale sangstjerner, der advarer dig om faren i middagssolen og husker dig på, at du skal bruge solcreme med høj faktor. Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden har nemlig allieret sig med internationale kunstnere i kampen om at få danskerne til at beskytte sig mod solens farlige stråler. Det sker under titlen Help a Dane.

Her kan du se de fem landes bud på en sang til danskerne. Stem på din favorit.

Du kender det sikkert selv alt for godt: Du er lige landet på Mallorca eller Costa del Sol. Forude venter en uge med strand, pool og ikke mindst sol, og det kan kun gå for langsomt med at få klipklapper, shorts og bikini på. Men hovsa: Solcremen kom ikke lige med i tasken, og du kommer hjem på hotellet med postkasse-røde skuldre og en glohed ryg, der gør ondt hele natten.

Rekordmange danskere bliver solskolede på ferien sydpå. Samtidig stiger antallet af tilfælde af modermærkekræft. Det bekymrer Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, som derfor har bedt sangere fra fem af de lande, vi danskere typisk rejser til om sommeren, om at lave musikvideoer, der skal hjælpe os med at huske at beskytte os.

Det er der kommet fem sjove musikvideoer ud af, men baggrunden er alvorlig nok.

En ny undersøgelse fra Solkampagnen viser, at hvor 27 procent af danskerne kom hjem fra solferie med skoldet hud, så var tallet i 2017 steget til 37 procent. Samtidig stiger tilfældene af den alvorlige og potentielt dødelige modermærkekræft.