Søfartsstyrelsen har behandlet den drabssigtede Peter Madsens store ubåd som et fritidsfartøj. Derfor var den ikke underlagt større krav, bl.a. om sporingsudstyr.

Den er 18 meter lang og kan dykke dybt ned i havet med op til otte ombordværende.

Alligevel har den drabssigtede opfinder Peter Madsens ubåd »UC3 Nautilus« ikke været underlagt krav om at være udstyret med radio eller såkaldt AIS-transponder. Det vil sige udstyr, der konstant sladrer om, hvor fartøjet befinder sig.

Det skyldes, at ubåden var omfattet af de samme søfartsregler som almindelige fritidsfartøjer, oplyser Søfartsstyrelsen.

Men havde den haft en transponder – og havde apparaturet været tændt – ville eftersøgningen i Køge Bugt og Østersøen af det eventuelle lig af den savnede svenske stjernejournalist Kim Wall formentlig have haft større chance for at munde ud i succes.

Hvor »UC3 Nautilus« har befundet sig i de afgørende timer mellem sent torsdag aften og dens angiveligt bevidste sænkning fredag formiddag er således ukendt – med mindre politiet har oplysninger, der ikke er kommet frem i offentligheden.

»Privatejede ubåde, som bliver bygget og anvendt af privatpersoner, anses som eksperimentelle fritidsfartøjer. For fritidsfartøjer er der ikke krav om, at de er udstyret med AIS,« forklarer synschef i Søfartsstyrelsen, Martin John.

Han tilføjer, at der heller ikke er krav om, at fritidsfartøjer med en længde på under 24 meter er udstyret med radio.

Så det er muligt for en fritids-ubåd at sejle rundt i dansk farvand, uden at man kan se, hvor den befinder sig – med mindre den aftegner sig på radar?

»Ja, det er de samme regler, som gælder for alle andre fritidsfartøjer. Man fører ikke opsyn med, hvor fritidsfartøjer sejler rundt.«

Han understreger dog, at en privat ubåd er underlagt de generelle ansvarsregler for søfart, herunder at fartøjet skal være udstyret med redningsveste til de ombordværende, og at man skal sejle med navigationslys mellem solnedgang og solopgang.

Ifølge et øjenvidne på et fragtskib, der nær var ved at kollidere med en ubåd ved midnatstid natten til fredag i sejlrenden ved Øresundsbroen, sejlede ubåden imidlertid helt uden lys på det tidspunkt.

Martin John forklarer yderligere, at der ikke findes nogen specifik regulering for neddykkede fritids-ubåde. Men han tilføjer:

»På baggrund af den konkrete sag er vi begyndt at se på, om den giver anledning til overvejelser – om noget skulle være overtrådt i forhold til søfartsreguleringen.«

Søfartsstyrelsen kontaktede i 2009-2010 i to omgange det daværende ejerskab af »UC3 Nautilus«. Det skete efter en række større medieomtaler i forbindelse med ubådens søsætning.

»I den ene skrivelse indskærpede vi over for ejeren, at ubåden ikke måtte anvendes til erhvervsformål uden Søfartsstyrelsens godkendelse. I den anden anbefalede vi ejeren at underrette Søfartsstyrelsen, hvis de skulle ud at sejle neddykket, så der forinden kunne udsendes navigationsadvarsler til skibsfarten,« fortæller Martin John.

Blev der reageret på de henvendelser?

»Nej. Da der var tale om dels en anbefaling og dels ren oplysning om bestemmelserne, var der heller ikke forpligtigelse hertil.«

Burde I i bagklobskabens lys have reageret kraftigere dengang?

»Ubåden er håndteret på lige fod med andre fritidsfartøjer, og der har ikke tidligere været hændelser, der har tilsagt, at den skulle håndteres anderledes.«