En gruppe unge under den kriminelle lavalder er blevet taget i at kaste med sten fra en gangbro. Nu skal de unges kriminelle aktiviteter stoppes gennem såkaldte bekymringssamtaler og fritidspas, melder lokalpolitikere.

Søndag blev en gruppe 12 til 14-årige unge af anden etnisk herkomst end dansk set kaste med sten og æg fra en gangbro i Aabenraa ned på vejbanen under dem. En bilist fik i sommers ødelagt sin forrude på samme vej ved netop et stenkast.

Lederen af Aabenraa Lokalpoliti, Jan Lambertsen, fortæller til Jydske Vestkysten, at der nu venter de unge ‘bekymringssamtaler', mens SSP-konsulent i Aabenraa, John Hansen, lægger op til, at drengene skal have et såkaldt fritidspas, så stenkastene ikke gentager sig.

»Vi vil tale med drengene og deres forældre. Måske har drengene brug for et fritidspas, fordi de keder sig for meget i fritiden. Det kan også være, at forældrene skal guides til de fritidstilbud, de unge har i lokalområdet,« fortæller konsulenten, siger han til avisen.

Aabenraa Kommune har givet fritidspas til udsatte børn og unge siden 2012. Gennem ordningen får de økonomisk støtte på op til 1.000 kroner til et kontingent til en kultur- eller fritidsforening, eksempelvis en fodboldklub.

Formand for Børn og Unge-udvalget i Aabenraa, Signe Bekker Dhiman (A), bakker op om at give de 12 til 14-årige stenkastere et fritidspas.

»Vi har et fritidspas i kommunen, og det er fantastisk, fordi det kan afhjælpe de unge fra at hænge på gader og stræder. Vores erfaringer er, at det gør det nemmere for de unge at komme ind i foreningslivet, så de eksempelvis kan spille fodbold i stedet for at kaste med sten. På et menneskeligt plan er det langt bedre end at straffe,« siger hun til BT.

Også formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Kirsten Nørgård Christensen (V), mener, at fritidspasset er oplagt at bruge. Dog skal det tilbud ikke stå alene, lyder det.

»Vi er rigtig glade for at kunne bruge fritidspas, men jeg tror ikke, det er nok i sådan et tilfælde. Vi skal lave en grundig undersøgelse af, hvorfor de har gjort det, og der skal vi have en socialrådgiver ind over,« siger hun.

Signe Bekker Dhiman afviser, at et fritidspas kan opfattes som en belønning til stenkasterne.

»Det er i hvert fald ikke en belønning. I så fald belønner vi alle vores unge, der opfylder kriterierne for at få fritidspasset,« siger hun.