Det kan godt betale sig at få et job i tv-branchen i USA. Ifølge en ny opgørelse fra finansmediet Forbes befinder verdens bedst betalte tv-vært sig 'over there' og tjener vanvittige 507 millioner kroner om året.
Personen hedder Phil McGraw, hvis navn nok ringer en klokke, når man siger Dr. Phil. Den 67-årige tv-vært har haft sit eget program, hvor han agerer psykolog for gæsterne i programmet, siden 2002.
Nummer to på listen er den 59-årige amerikanske kvinde Ellen Degeneres. Siden 2003 har hun haft sit eget program 'The Ellen DeGeneres Show', hvor hun inviterer kendte personer til en snak i studiet.
Hendes årsløn ligger på lige knap 500 millioner kroner. Indtægterne er steget i vejret, efter hun lancerde sit digitale program 'Ellentube'.
Nummer tre på listen er den 42-årige amerikaner Ryan Seacrest.
Den uhyre populære tv-vært blev kendt for først at være vært for 'American Idol', senere 'American Top 40' og senest på radio-programmet 'On Air with Ryan Seacrest'.
Hans årsløn ligger på 372 millioner kroner.
Den resterende top 10 er:
- Judy Sheindlin, kendt for 'Judge Judy', årsløn 301 millioner kroner
- Simon Cowell, kendt som 'American Idols'-dommer, årsløn 279 millioner kroner
- Steve Harvey, talkshow-vært på 'Family Feud' og 'Little Big Shots', årsløn 272 millioner kroner
- Bill O'Reily, tidligere nyhedsvært for Fox News, årsløn 237 millioner kroner
- Sean Hannity, nyhedsvært for Fox News, årsløn 231 millioner kroner
- Michael Strahan, sportsvært for Fox' 'NFL Sunday', årsløn 138 millioner kroner
- Heidi Klum, tidligere model og nuværende vært for reality-prgrammet 'Project Runway', årsløn 135 millioner kroner