Kender du noget til sagen, eller er du en af dem, som er blevet snydt? Så hører vi gerne fra dig. Skriv til 1929@bt.dk eller via vores Facebook.

'Den perfekte pigeaften' lød det i markedsføringen af modeshowet Ladies Night i Skanderborg, men nu hævder adskillige deltagere, at de er blevet snydt for tusindvis af kroner ved arrangementet.

Det skriver Lokalavisen Skanderborg og TV 2 Østjylland.

Det var mandag i den forgangne uge, at modeshowet Ladies Night løb af stablen i Skanderborg. Men det foregik ikke helt, som flere af deltagerne havde forventet.

I kølvandet på Ladies Night har adskillige kvinder nemlig henvendt sig til de to medier og fortalt, hvordan de er blevet snydt til arrangementet. Således fortæller kvinderne, at de ved køb for bare ganske få hundrede kroner angiveligt har fået trukket flere tusinde kroner fra deres konto.

Én af dem var Inge-Lise Mejlgård, der fortæller til TV 2 Østjylland, at hun købte et et tørklæde til 100 kroner, men er siden blevet trukket 10.000 kroner for købet.

»Jeg er ked af det, og jeg er rasende. Det her er svindel af højeste kaliber,« siger hun til TV 2 Østjylland og tilføjer, at det er en hel månedsløn for hende.

Cristina Christensen deltog også i Ladies Night, og hun fortæller ligeledes til TV 2 Østjylland, at hun købte et par sko fra en stand til 500 kroner. Få dage senere modtog et opkald fra sin mand, der fortalte, at der var trukket 10.000 kroner fra deres konto

Det samlede beløb, der er blevet svindlet for, er endnu ikke blevet opgjort, men ifølge Lokalavisen Skanderborg tegner der sig et billede af, at der er blevet svindlet for ikke mindre end 100.000 kroner.

Flere af kvinderne hævder desuden, at de blev snydt ved en stand, som de mener, at ejeren af arrangementet står bag. Her kunne de ifølge TV 2 Øsjylland ikke bruge Mobilepay, men skulle derimod bruge en betalingsterminal, hvor displayet ikke virkede.

På kvitteringen, der kom på en sms, stod der 500 kroner, mens der alligevel angiveligt blev trukket flere tusinde kroner fra kvindernes konti.

Arrangøren bag Ladies Night, der er privat, er ifølge Lokalavisen Skanderborg nu blevet meldt til Østjylland Politi.

BT har uden held forsøgt at få en kommentar fra arrangøren bag Ladies Night.