Lego-arvingen Thomas Kirk Kristiansen har brugt over 250 millioner på et stort luksuriøst hobbyprojekt. Men kun få måneder efter åbningen har han nu droppet samarbejdet med direktøren, skriver fyens.dk dk og finans.dk.

Mens millionerne har rullet ind i Lego og ejer-familien Kirk Kristiansens pengetank Kirkbi, har flere af arvingerne flittigt brugt løs til deres hobbyaktiviteter.

I Kerteminde på Fyn har Lego-familiens nye overhovedet, Thomas Kirk Kristiansen, der sammen med sine søskende og far, Kjeld Kirk Kristiansen, ejer Lego, de seneste år brugt over en kvart milliard kroner på et storstolet og prestigefyldt golfprojekt.

I marts var glæden stor, da projektet kunne præsentere, at man havde hvervet den kendte erhvervsmand Søren Vadmand som direktør. Golfbanen Great Northern åbnede i juli, men kun knap tre måneder efter, er der tilsyneladende knas i maskineriet.

I hvert fald meddeler selskabet, at man har besluttet at droppe samarbejdet med Søren Vadmand.

»Bestyrelsen på Great Northern og administrerende direktør Søren Vadmand er i fællesskab blevet enige om at stoppe samarbejdet. Søren Vadmand stopper dermed som administrerende direktør pr. dags dato 25. september, 2017,« skrev Great Northern i en pressemeddelelse tirsdag ifølge fyens.dk

I pressemeddelelse takker bestyrelsen Søren Vadmand for hans arbejde med at klargøre organisationen frem mod åbningen i juli. Søren Vadman blev landskendt, da han i 2015 blev direktør for Brøndby. Men efter kun et halvt år på posten, blev han fyret i marts 2016.

Projektet om Great Northern blev sat i gang tilbage i 2009. Det vides ikke præcis, hvor mange penge mangemilliardæren Thomas Kirk Kristiansen har skudt i det. Af regnskaberne for de selskaber, der driver projektet, fremgår det, at der er skudt over 250 millioner kroner i projektet. Det skriver finans.dk. Selskaberne har desuden haft kæmpe millionunderskud de seneste år.

Den prestigiøse golfbane, der blandt andet kan bryste sig af at have den kendte golfspiller Søren Hansen som cheftræner, har da også flotte faciliteter at byde på.

På hjemmesiden beskrives Great Northern som et sted, hvor man ønsker ’en afslappende atmosfære for alle’. Dog skal man huske at tage det rigtige tøj på, før man vil slappe af på den dyre golfbane. Stedet frabeder sig nemlig, at folk møder op i ’t-shirts, joggingtøj, cowboybukser og klipklappere.'

Golfprojektet er i øvrigt ikke Thomas Kirk Kristiansens eneste dyre hobby. Ligesom både sin far og sin lillesøster, Agnete Kirk Thinggaard, er han glad for heste. Sammen med sin kone, Signe Kirk Kristiansen, driver han araberhestestutteriet Kirk Arabians på Nordfyn. Stutteriet havde sidste år et underskud på 18 millioner kroner.