Historisk slotskro står til at skulle nedrives, men nu gør borgere modstand mod kommunen

6.000 underskrifter er nu indsamlet mod en nedrivning af Kalø Slotskro i Syddjurs Kommune.

Kommunen arbejder på en lokalplan, hvor et velkomstcenter under Nationalpark Mols Bjerge skal erstatte den gamle kro.

Det skriver Stiften.dk.

Og det fire år lange slagsmål, der har været mellem kommune og borgere, er nu på vej ind i sin afgørende fase.

Protestgruppen mod nedrivningen har indsamlet 6.000 underskrifter, der sidst på eftermiddagen fredag er blevet overleveret til Syddjurs Kommune.

»De 6.000 underskrifter er et bevis på, at politikerne i Syddjurs Byråd bør tage den folkelige modstand meget alvorligt. En nedrivning af slotskroen i forbindelse med etableringen af det ny velkomstcenter vil vise, at byrådet og nationalparken vægter turister højere end de lokale borgere og faste gæster ved Kalø Slotskro og slotsruinen. Det er for os at se helt galt,« siger Linda Mikkelsen, der står bag indsamlingen af underskrifter til Stiften.dk.

Langvarig plan

Planen om nedrivningen af den historiske kro startede allerede tilbage i efteråret 2013, da Nationalpark Mols Bjerge besluttede at etablere et nyt velkomstcenter på området ved slotskroen.

Allerede dengang udløste nedrivningsplanen protester, og de protester er altså nu kulmineret med 6.000 underskrifter.

Helt specifikt overdrages de til repræsentanter fra Syddjurs Kommunes udvalg for plan, udvikling og kultur. Det er det udvalg, der står for udarbejdelsen af lokalplanen.

»6000 underskrifter er rigtigt mange. Dog må jeg sige, at en stor del af underskrifterne er indsamlet via Internet. For mig har de ikke så stor vægt, som underskrifter hentet direkte i lokalområdet. Min personlige holdning er, at et velkomstcenter bliver et enormt aktiv for Syddjurs Kommune og en fantastisk port til nationalparken. Jeg forstår ærgrelsen over, at det kommer til at gå ud over noget. Men sådan kan det desværre ende,« forklarer formand Riber Hog Anthonsen (V) fra udvalget for plan, udvikling og kultur i Syddjurs.

I marts 2017 begyndte de første små spadestik til velkomstcenteret i form af høringer, hvor borgere, organisationer og andre havde muligheder for at komme med indsigelser og kommentarer til lokalplanen. Dem er kommunen i gang med at bearbejde nu.

Formand, Jørgen Blach, og sekretariatsleder, Mika Leth Pedersen, fra Nationalpark Mols Bjerge fortæller, at det gør indtryk på dem, at der er indsamlet 6.000 underskrifter, men at de langt fra møder samme utilfredshed blandt lokale organisationer og i hverdagen.

Nationalparken skal via især fonde rejse 40 millioner kroner til at bygge velkomstcenteret. Finansieringen er ikke på plads, skriver Stiften.dk

Har du hørt ugens nye afsnit af BTMX-podcasten 'Vi elsker clickbait'? Download det gratis i iTunes eller lyt med her: