Emil Bruun Jensen havde haft en vild nat i byen og fundet en sød pige. Desværre kunne han hverken huske pigens adresse eller navn, da han næste dag fandt ud af, at han havde glemt sine smykker hos pigen.

Derfor fik han en idé. Han printede 40 efterlysningssedler ud og hængte dem op i området, hvor han mente, at pigen boede. Nemlig på Nørrebro i København.

»Jeg vidste ikke, hvor jeg lige havde været. Det var ret sent lørdag, da vi skulle hjem, og hvilken opgang, og hvor det præcist var, det var jeg sgu ikke lige klar over,« siger 23-årige Emil Bruun Jensen, der til dagligt arbejder som butiksassistent.

Derfor skrev han: 'Jeg mødte en sød sygeplejerske i lørdags. Vi tog på Cosy sammen og havde en vildt sjov aften. Desværre glemte jeg nogle ting hos dig, bl.a. et ur og en ring der betyder meget for mig - ÅH NEJ!' Vil du ikke skrive til mig på Facebook? Jeg hedder Emil Bruun Jensen:). Jeg glæder mig håbefuldt til at høre fra dig! Mange hilsner fra en småpinlig Emil. PS. Til alle andre, så beklager jeg sedlerne, men håber det kan bidrage til et godt julegrin.'

»Jeg skulle tidligt op og af sted til familie-tamtam, men på vejen hjem finder jeg ud af, at jeg mangler en del ting. Jeg havde hverken hendes nummer, navn eller adresse,« siger Emil Bruun Jensen.

Derfor tog Emil altså en tur rundt i kvarteret, hvor han fik hængt sedlerne op. Det gav hurtigt pote, og senere samme aften fik han en besked fra pigen, der havde taget efterlysningen med et smil og endda taget en runde for at tage nogle af sedlerne ned. Hun vidste så bare ikke, at der var dobbelt så mange, som dem hun havde fjernet.

»Det var slet ikke akavet, da vi mødtes, det var mere bare skide sjovt. Vi gav en krammer, og så undskyldte jeg for sedlerne,« fortæller Emil Bruun Jensen.