I oktober sidste år fik en ung mand det gradvist psykisk dårligere og stak til sidst en mand ned med en kniv. Forløbet op til episoden rummer ifølge flere eksperter fatale svigt.

Det endte helt galt, da en psykisk syg ung mand gik ind i Spar-butikken i den nordjyske by Suldrup i oktober sidste år.

Tilsyneladende helt umotiveret stak den unge mand den 55-årige købmand Finn Degn Ovesen flere gange med en kniv. Knap to uger efter døde købmanden af sine skader.

Et tilfældigt møde, der endte tragisk. Men ifølge flere eksperter burde de, der var omkring den unge mand, have set advarselslamperne og handlet. Det fremgår af en ny DR-dokumentar, der vises på DR1 tirsdag kl. 20.45.

Den unge mand boede på opholdsstedet Gården i Nordjylland. I perioden op til drabet var han i tiltagende grad blevet psykisk ustabil. Det viser personalets daglige logbog fra opholdsstedet om den unge mand, som DR har fået aktindsigt i.

Poul Videbech er professor i psykiatri og har set sagen igennem for DR. Han understreger, at den unge mand ikke har været hans patient, men at han udtaler sig på baggrund af de aktindsigter og dokumenter, som DR har fremlagt for ham.

Han siger om forløbet:

»Det er umådeligt tragisk og burde være undgået, og det kunne være undgået, hvis der havde været en bedre omsorg for ham (den psykisk syge unge mand, red.).«

Fem dage før drabet fandt sted, blev den unge mand indlagt på psykiatrisk afdeling. Men dagen efter blev han efter eget ønske udskrevet. Ifølge opholdsstedets personales optegnelser, fandt psykiatrien det ikke muligt at tvangsindlægge den unge mand.

DR har spurgt psykiatrien i Nordjylland om, hvorfor den unge mand ikke blev tvangsindlagt, men de svarer, at de på grund af tavshedspligt ikke kan udtale sig om den konkrete sag.

I de dage, der fulgte efter besøget på psykiatrisk afdeling, noterede personalet flere ting om den unge mands tilstand, der ifølge Poul Videbech burde give anledning til voldsom bekymring.

Det er blandt andet, at han føler sig forfulgt og giver indtryk af at være paranoid.

»Der kan man se nogle symptomer, som er meget foruroligende. Symptomer på en svær psykose, som sandsynligvis har stået på i lang tid,« siger Poul Videbech.

To dage før han stak købmanden ned i Suldrup, ønskede den unge mand at komme over til sin bror og personalet kørte ham derhen. På turen var den unge mand angst og fortalte blandt andet, at han var bange for nogen, der fulgte efter ham.

»Jeg synes, det er problematisk, at man afleverer en person, som man har ansvaret for, i en tilstand, hvor man faktisk er meget usikker på om hvad vej, det går. Om han kan risikere at blive voldelig eller skade sig selv. Det kunne jo ligeså godt tænkes. Så det mener jeg faktisk er forkert,« siger Christina Hemme, der er lektor i socialt arbejde på VIA University College.

Opholdsstedet Gården ønsker ikke at stille op til interview med DR, men de skriver på deres hjemmeside om overvejelser om at aflevere den unge mand hos broderen, 'at beboere over 18 år er selvbestemmende og at der altid i nuet og den aktuelle kontekst foretages en vurdering.'

Kort efter, at den unge mand var kommet over til sin bror, stjal han en bil og kørte. Både broderen og opholdsstedet Gården kontaktede politiet flere gange, og politiet søgte efter den unge mand. Politiet blev senere bekendt med, at han steg på et tog, men fik ikke fat i ham.

Opholdsstedets advokat har oplyst til DR, at Gården efterfølgende har klaget over politiet, men vil ikke oplyse til DR om hvad. Ifølge advokaten 'monitorerede' opholdsstedet besøget.
Østjyllands Politi skriver til DR, at der ikke var nogen indikationer på, at manden var til fare for sig selv eller andre, da han sad i toget.

»Det er klart, at når vi ser, hvad der senere skete, så ville vi ønske, vi havde gjort endnu mere,« skriver politiet.

Om eftermiddagen den 21. overfaldt den unge mand Finn Degn Ovesen. Han blev hårdt såret og overfaldsmanden blev anholdt af politiet. Den 3. november 2017 døde Finn Degn Ovesen af sine skader efter at have ligget i koma i næsten to uger.

SMS

Hitter på Facebook