I de seneste måneder har den stigende pris på råolie været skyld i, at literprisen på benzin er steget med 1 krone i Danmark. Men ifølge flere eksperter kan danskerne se frem til yderligere prisstigninger i løbet af sommeren.

Det skriver Børsen.

»Forbrugerne undgår ikke dyrere brændstofpriser. Vores medlemsvirksomheder handler på verdensmarkedet og må betale den gældende pris for Brentolie,« siger Jacob Stahl Otte, direktør i Drivkraft Danmark, brancheforening for benzin- og olieselskaber i Danmark.

Han lægger dog vægt på, at kun 40 procent af brændstofprisen i Danmark bliver ramt af prisstigningen på råolie, da der er store afgifter på brændstof herhjemme. Det kan man trøste sig med, når man tænker på, at prisniveauet på råolie er det højeste i tre et halvt år.

Ifølge Danske Bank har prisstigningen, der startede i februar, kostet en typisk dansk familie 350 kroner ekstra om året. Jan Bylov, der arbejder som oliestrateg hos Jyske Bank, fortæller lidt om de bagvedliggende grunde. Han mener, at man er også er nødt til at se på det politiske spil, der udspilles omkring de sorte, dyre dråber. Men også spekulanter kan få prisen til at stige yderligere i løbet af sommeren.

Helt lavpraktisk så kommer især amerikanernes brændstofforbrug i sommermånederne også til at sende benzinprisen yderligere op.

»Man må regne med dyrere brændstof hen over sommeren. Benzin bliver i forvejen dyrere om sommeren, også i Danmark, fordi efterspørgslen i især USA vokser i den såkaldte driving season, hvor bilisterne kører mere. Så der er sæsonudsving på benzinprisen,« siger Jacob Stahl Otte og tilføjer, at den amerikanske dollarkurs også har direkte indflydelse på olieprisen.