Det er slut med at få de klassiske oste fra verdens ældste andelsmejeri, Endrup Andelsmejeri.

Det historiske mejeri blev opkøbt af Arla i september, efter det havde kæmpet med økonomien i længere tid og var konkurstruet.

Nu har Arla besluttet, at osteproduktionen skal stoppe, og mejeriet, der ligger øst for Esbjerg, bliver lavet om til et modningscenter og pakkeri for oste.

»Jeg er glad for, at vi har fundet en løsning, som betyder, at Endrup Mejeri kan fortsætte som mejeri med fokus på ostelagring og pakkeri. Det er en løsning, som kommer de af vores kunder til gode, som ønsker den unikke lagring og smag fra Endrup, og så er det også en økonomisk forsvarlig løsning for Arla og Arlas andelshavere,« siger Jakob Bernhard Knudsen, landechef for Arla Danmark i en pressemeddelelse.

Produktionen bliver flyttet over til Tistrup Mejeri, der ligger knap 30 kilometer nord for Endrup. Dermed vil de ni ansatte i produktionen på Endrup Andelsmejeri blive flyttet med til Tistrup Mejeri.

Endrup Andelsmejeri bestod af 12 andelshavere. De blev alle tilbudt en andel i Arla i september.

Mejeriet har eksisteret siden 1884 og er dermed verdens ældste andelsmejeri.

Endrups oste er kendt for, at ostningen foregår i åbne kar og med den traditionelle kitbehandling. Ostene bliver samtidig lagret i op til ét år.