Det har været en dyr omstændighed at skifte navn fra Haahr Benzin til Oil Tank & Go.

Det må selskabet bag den landsdækkende benzinkæde sande, efter at regningen for omdøbningen ligger fast.

I et nyt regnskab for  Oil Tank & Go fremgår det, at benzinkæden, der har 46 tankstationer, tabte 25 millioner kroner i 2016. Året før lød tabet på fem millioner kroner.

Underskuddet skyldes ifølge selskabet selv ‘en nedskrivning i immaterielle aktiver relateret til Haahr-mærket,’ fremgår det af regnskabet.

Dermed tilskrives navneskiftet, der bliver gennemført på samtlige 46 benzinstationer, en stor del af underskuddet.

»Haahr-mærket forventes at forsvinde fuldstændigt fra markedet i 2017,« fremgår det videre i regnskabet.

Det nye navn kommer ifølge finans.dk efter, at den 79-årige erhvervsmand Olaf Haahr, der har lagt navn til kæden frem til nu, solgte sit livsværk i 2015.

Olaf Haahr oplevede i begyndelsen af året en større økonomisk nedtur. Han gik personligt konkurs, hvorefter han solgte hus, malerier og legetøj.