Savner du også, at flere swiper til højre, når det er din Tinder-profil, der popper op på skærmen? I så fald er der godt nyt til dig.

Det lyder måske en anelse banalt, men det handler om dine billeder. Og du kan nu få professionel hjælp til at få dem til at sidde lige i skabet.

De to unge, danske fotografer Oliver Mumm og Flook Larsen på henholdsvis 23 og 21 år driver sammen virksomheden TinderBoozt. Her kan man booke en session, hvis man føler, at der er lavvande i kassen med matches.

Det hele startede med, at de to fotografer selv savnede interesse for deres profiler på Tinder. De gjorde noget ud af deres billeder, og pludselig væltede det ind med matches.

Til Euroman giver Oliver Mumm og Flook Larsen nogle af de vigtigste råd til, hvad man skal være opmærksom på.

Og ikke overraskende er det første billede vigtigt.

»På det første billede skal man kunne se personen fra maven og op ligesom på et helt almindeligt portrætbillede. De næste billeder kunne så være et billede, hvor man kan se hele kroppen, eller et billede, hvor personen er i gang med en aktivitet,« siger 23-årige Oliver Mumm.

Hans forretningspartner forklarer, at der skal være sammenhæng i billederne på ens profil. Det skal være tydeligt, at det er den samme person på alle billederne, og det skal give et autentisk indtryk af, hvordan personen ser ud i virkeligheden, fortæller Flook Larsen.

På virksomhedens hjemmeside kan man booke en foto-session for 2.500 kroner. En session varer to-tre timer, og man vil blive bedt om at møde op 'velplejet' og med to-tre forskellige sæt tøj. Til sidst får man 15-20 billeder, hvoraf af fotografen anbefaler de seks, som vil passe bedst til ens profil.