Man går og bliver ældre. Heldigvis. Jeg mener: alternativet er jo noget trist. Men det er heller ikke så værst at blive ældre, hvis forstanden stadig udvikler sig i den rigtige retning. Hvad den rigtige retning så end er. Men noget med, at man stadig føler, man kan blive klogere. Jeg går og smager lidt på livet for tiden. For mit eget vedkommende synes jeg, det har budt på en del udfordringer, men det fantastiske ved at lade sig udfordre er, at man har mulighed for at få nogle nye vinkler på tilværelsen. Kort sagt blive rundere og måske også lidt mere nuanceret.

Kender I ikke godt det der med, at der er nogle ting, man altid har gjort. Helt uden at sætte spørgsmålstegn ved. Det er bare sådan, ’man’ gør. Uskrevne regler.

Opdragelse. Sociale mønstre. Vi arver jo alle sammen både gode og dårlige vaner fra vores forældre. Vi vokser op med dagligdagsting, der er en selvfølge for os i en grad, at vi tror, at sådan gør alle. Indtil vi siger det højt blandt venner og finder ud af, at det er der ingen andre, der gør. I mit tilfælde kunne det være: ’Man’ støvsuger jo en gang om dagen. Det har min mormor altid gjort. Og min mor. Og nu jeg selv. Ja, det vil sige, der er dage, hvor støvsugeren kommer frem ad flere omgange, hvis der lige bliver krummet.

Men så fandt jeg ud af, at det er ikke normen. Og for første gang stillede jeg mig selv spørgsmålet: Er det nødvendigt at støvsuge en gang om dagen?
Det kunne også være: ’Man’ tygger ikke tyggegummi, når man taler med andre mennesker. Det er uhøfligt! Det viser sig åbenbart at være en regel i familien og ikke en generel regel.

Jamen kender I det ikke? Man har set sine forældre gøre noget og bare konkluderet helt uden forbehold, at det er sådan, man gør. Mange i min generation vil nikke genkendende til reglen om, at man inviterer venner på besøg, fordi man ’skylder’. Det er ’vores tur’ til at invitere. Det var sådan, vores forældre gjorde og gør.

Da er det så skønt at blive lidt ældre og finde ud af, at visse regler blot gør livet mere besværligt, end de egentlig gavner. Den slags regler kræver et opgør. Og sådan nogle regler har vi også, som er mere generelle i samfundet og gør sig gældende for vores opfattelse af rigtigt og forkert. F.eks. reglerne om, hvordan mand og kvinde skal leve sammen. Vi lever alle sammen på forskellig vis, og alligevel har vi nogle ens grundregler, som vi er ret firkantede omkring. F.eks: Når man får en kæreste, så går der nogen tid, og så flytter man sammen. Derefter bliver man gift, og så forventes det, at man får børn. Som regel.

Det har imidlertid vist sig at blive vanskeligere og vanskeligere at fastholde disse regler i takt med, at halvdelen af alle ægteskaber opløses, og der opstår papfamilier og regnbuefamilier, og hvad ved jeg. Det passer sågu ikke rigtig ned i de firkantede regelsæt, som vi forsøger at fastholde og retfærdiggøre med henvisning til kultur og religion og meget andet. Som tiden går, kan jeg også mærke, at jeg får lyst at kaste reglerne over skulderen. Jeg mener, hvis de ikke dur, hvorfor så holde fast i dem?

Selv når folk bliver skilt, har vi firkantede idéer om, hvad det betyder: Man flytter hver for sig. Holder jul hver for sig. Rejser hver for sig. Som regel. Men hvad nu hvis det passede bedre for flertallet at være gift, men bo hver for sig. Eller være skilt og bo sammen? Måske var det meget smartere. Det er bare ikke en tanke, vi bruger ret meget krudt på. Fordi det lyder mærkeligt og er et brud på reglerne!?

For mange år siden mødte min veninde en mand, der var fraskilt og havde en lille dreng med sin ekskone. Allerede første sommer, min veninde var sammen med ham, insisterede han på at tage på ferie med eksen og deres fælles søn. De skulle en uge til Grækenland sammen, og jeg tror endda, de skulle dele værelse (dog ikke seng). Min veninde og jeg var dengang i slutningen af tyverne, og vi var enige om, at det var frygteligt. Hun tryglede ham om at lade være at tage af sted, men han lyttede ikke. Han rejste på ferie med eksen. Ingenting skete, men deres fælles barn var naturligvis eksalteret over at være af sted med både mor og far.

Det er tæt på tyve år siden, og min veninde er stadig sammen med ham. De to har nu fælles børn, og jeg kan utroligt godt lide hendes kæreste. Ofte tænker jeg tilbage på den tid, hvor jeg var forfærdet over, han tog på ferie med eksen. Jeg var låst fast i et billede af, hvad ’man’ gør og ikke gør. Men han og ekskonen var jo gået fra hinanden af en grund. Der var ikke nogen, der var i tvivl om, hvem der var hvems (for nu at bruge et børneudtryk). De tilsidesatte i virkeligheden egne behov for at imødekomme deres søns behov. Var det i grunden ikke ret fantastisk?

Jeg mødte sidste sommer på Bornholm et par, der ligeledes var gået fra hinanden, men som var på ferie med den fælles søn, fordi det helt øjensynligt gjorde ham godt at se mor og far sammen. Halleluja! Jeg kunne godt se, at moderen havde det lidt stramt med at lege far-mor-barn sammen med en mand, hun mildest talt var træt af, men det indgød respekt at se de voksne sluge al deres stolthed og lægge kiv og kævl på hylden. Jeg synes personligt, det gjorde dem til større mennesker. For slet ikke at tale om den respekt, jeg fik for deres nye partnere, som var derhjemme.

En præst sagde engang, at kærlighed er den eneste ting, der bliver større og større for hver gang, man deler den. Det, synes jeg, var kloge ord. Mon ikke tiden er ved at være inde til, at vi bruger vores erfaring fra hverdagen og fra livet generelt og gentænker de sociale regler for sådan en gammel institution som ægteskab? Bliver mere generøse? Bliver mindre begrænsede? Jeg tror, vi har alt at vinde på den konto.

Annettes uge på Instagram: