Klagerne regner ned over Aalborg Kongres og Kulturcenter efter weekendens koncert med den tyske slagersangerinde Andrea Berg. For flere af koncertgæsterne sluttede aftenen nemlig med en hilsen fra p-vagten i forruden.

Det har fået dem til at fare til tasterne og klage til Aalborg Kongres og Kulturcenter. I klagerne skriver koncertgæsterne, at de fik anvist p-pladserne af de hjemmeværnsfolk, der var sat til at regulere trafikken i forbindelse med koncerten.

- I alt er der mellem 30 og 40 personer, der har henvendt sig til os på nuværende tidspunkt. Men der kan jo være nogen, der har haft samme oplevelse, som ikke reagerer, så det er svært at sige, hvor mange der reelt har haft den oplevelse, siger Ernst Trillingsgaard, der er direktør for Aalborg Kongres og Kultur Center.

Forud for koncerten havde Aalborg Kongres og Kulturcenter udsendt en oversigt over parkeringspladser og gratis shuttle-busser til koncertgæsterne, men alligevel endte der med at være et enormt parkeringskaos før og efter koncerten.

Flere af dem parkerede derfor på et grønt areal, hvor parkering ikke er tilladt. Det er dette område, som koncertgæsterne siger, de fik anvist af hjemmeværnsfolkene. Ernst Trillingsgaard forklarer, at størstedelen af koncertgæsterne ikke var fra Aalborg-området, og at det kan have været en medvirkende faktor til, at der var kaos på parkeringspladserne. 

- Der har altid været problemer med parkeringen heroppe ved større arrangementer. Vi kan se, at der var rigtig mange gæster, der kom langvejsfra, og de kender naturligvis ikke til parkeringsforholdene heroppe. Og det er langt fra sikkert, at de har set det, vi har sendt ud omkring parkeringspladser, siger direktøren.

Særligt derfor ærgrer det ham, at parkeringsforholdene kan have givet skår i koncertglæden.

- Vi laver jo blandt andet de koncerter for at trække gæster til Aalborg, og så skal de jo gerne modtages på en god måde. Det er jo ikke en rar oplevelse at komme til en koncert og gå hjem med en bøde, siger Ernst Trillingsgaard. 

På grund af de mange klager planlægger direktøren at indkalde den lokale kulturrådmand, Mads Duedahl, ledelsen for Hjemmeværnet i Aalborg samt beredskabscenteret til et møde.

- Jeg indkalder dem til et møde for at komme til bund i det her. Hvis det er korrekt, at nogle koncertgæster er blevet henvist til en plads og så har fået en bøde, så er det jo helt galt, siger Ernst Trillingsgaard.

Jan Johansen, fungerende chef for Hjemmeværnet Nordjylland, mener ikke, at hjemmeværnet har et ansvar for de udstedte p-bøder.

- I sådan en situation står vi for trafikregulering, vi anviser ikke konkrete p-pladser. Vi kan godt sige til en bilist, at de kan prøve at køre ned af en vej og lede efter en p-plads, men vi siger ikke, at de kan parkere et sted, hvor parkering ikke er tilladt, siger Jan Johansen og fortsætter:

- Der kan være sket det, at nogen har parkeret ulovligt, og det har andre set, og så gør de det samme. Men vi har ikke anvist parkeringspladser.