51 præster er så utilfredse med biskopperne, der har lavet vielsesritualet for homoseksuelle, at de nu udnævner deres egen, ny vejleder.

Højrefløjen i den danske folkekirke er blevet så stødt over, at det nu er tilladt for homoseksuelle at blive viet i kirken, at de tager nye metoder i brug. De vil have en åndelig og teologisk vejleder frem for de biskopper, som har nikket ja og været med til at forme vielsesritualet for bøsser og lesbiske. De har nemlig svigtet kirken, mener højrefløjen.

Ifølge Fyens Stiftstidende tager Sct. Hans Kirke i Odense den nye titel »pastoral vejleder« i brug lørdag. 51 præster har valgt at indsætte præst og rektor Børge Haahr Andersen, Dansk Bibel Institut.

Otte af landets ti biskopper stod bag vielsesritualet, og de 51 præster fra Evangelisk Luthersk Netværk erklærer, at de har mistet tilliden til biskopperne og deres evne til at yde åndelig vejledning.

En af de biskopper, der var med til at lave det omdiskuterede vielsesritual, er biskop for Fyns Stift, Kresten Drejergaard.

- Det ligger i mit embede, at jeg er Fyns Stifts pastorale vejleder. Og indsætter man en anden, så sætter man også det folkekirkelige fællesskab på spil, siger han.

Han forstår godt, hvis nogen har mistet tillid til biskopperne, men understreger samtidig at han står fuldt og fast bag det nye vielsesritual.

- Det kan ikke hjælpe noget, at man er i et firma, og så kommer og siger, at man ikke har tillid til direktøren. Så må man rejse, eller indordne sig under den direktør, mener han.

Formanden for Evangelisk Luthersk Netværk, Henrik Højlund, sender kritikken retur.

- Det er de otte biskopper, der har skadet fællesskabet ved at kaste et stridens æble ind med dette tossede ritual. Vi forsøger at holde sammen på den del af folkekirkelivet, som rigtig mange aktive kirkegængere står for, siger han.

Biskop Kresten Drejergaard vil nu undersøge, om indsættelsen af en pastoral vejleder overhovedet er lovlig.

BNB