Medarbejderne på en kirkegård i Kolding er så at sige skidetrætte af hundeejere, der efterlader deres firbenedes hundelorte på gravstederne. Det er synd for de efterladte, mener stedets gartner, der personligt har haft flere klamme oplevelser med efterladenskaberne.

Som oftest ligger de små brune bunker på stier og græsplaner. Men en gang imellem kan man også se en hundelort ligge og trone på et personligt gravsted. Det vil gartneren ikke finde sig i, og så fjerner han dem.

Ellers forsøger personalet normalt at skubbe hundelortene ind i buskadset eller køre uden om dem, når de slår græs, skriver JydskeVestkysten.

Men af og til får de ikke øje på lortene, før de har enten trådt i dem eller ligefrem taget fat i dem med hænderne, når de for eksempel skulle luge.

»Jeg bliver jo sur. Det er klamt nok at tage fat i dem, men lugten, der kommer bagefter, er virkelig også ulækker,« siger gartner Sven Henningsen.

Problemet med hundelorte er efterhånden blevet hverdag for personalet på Den Gamle Kirkegård i Kolding. Der er ellers tydelig skiltning, der fortæller, at hunde skal føres i snor, og at deres efterladenskaber ikke skal efterlades på kirkens område. Men det er flere af kirkegårdens gæster tilsyneladende så ligeglade med, at de ligefrem fjerner skiltningen.

Kirkegårdspersonalet ved ikke, hvem der tager skiltene. Og om folk 'tænker, at så de godt må efterlade hundelortene, hvis bare de fjerner skiltene', fortæller Sven Henningsen.

Men nu har hans kollega sat nogle nye skilte op og skruet dem fast med adskillige skruer. Samtidig har gartneren taget konsekvensen og plantet buske på et sted, hvor lortene tidligere hobede sig op. Det har betydet, at de nu ikke ligger lige dér længere. Generelt er plagen dog ikke blevet mindre, selvom den er ulovlig.