I videoen herover ses billeder fra Kim Larsens lange karriere, som vi bragte første gang i forbindelse med hans 70 års fødselsdag for to år siden.

Kim Larsen & Kjukken aflyser bandets kommende koncerter i januar, februar og marts. Det skyldes, at Kim Larsen har fået konstateret prostatakræft.

Kim Larsen fik i december konstateret kræft i prostata, oplyser bandet på Facebook. Kim Larsen er allerede i behandling og har derfor ikke kræfter til vinterkoncerterne, skrives det i et opslag.

Kim Larsen kommer også med en personlig hilsen og kommentar til sine fans:

»Jeg undskylder mange gange overfor både publikum og arrangører. Jeg er ved at blive en gammel nar, og meget imod min vilje har jeg måttet indse, at jeg har brug for ekstra tid til at komme i spilleform igen. Men jeg regner bestemt med at være klar til sommer,« lyder det fra Kim Larsen i et opslag på Kim Larsen & Kjukkens Facebookside.

Opslaget på Facebook er underskrevet af Jørn Jeppesen, Kim Larsen & Kjukkens impresario.

Det skrives videre i opslaget, at man kan få refunderet billetter til den netop aflyste turné, hvor man har købt billetterne.

Det oplyses yderligere, at man forventer, at Kim Larsen & Kjukken vil gennemføre den allerede planlagte sommerturné.

20. december blev det offentliggjort på Facebooksiden, at Kim Larsen, der er blevet 72 år, var blevet indlagt på hospitalet i Odense. Det skyldtes, at der opstod komplikationer i forbindelse med 'omlægning til ny medicin', som det blev skrevet.