Den konservative politiker Naser Khader raser mod sin egen trosretning på Facebook. Her skriver han, hvorfor han overvejer at forlade islam.

Det er sagen om en 43-årig kvinde i Iran, der er dømt til døden for utroskab, der har gjort Naser Khader vred. Han skriver således på sin Facebook-profil:

- Hvorfor skal hun dø? Det er sådan noget, der engang imellem får mig til at overveje at forlade islam. Jeg vil ikke være trosfælle med disse barbariske kvindeundertrykkende bødler.

Sagen drejer sig om den 43-årige Sakineh Mohammedie Ashtiani, der i 2006 blev dømt for utroskab.

Hun var efter sigende sammen med to mænd efter sin mands død. Men under retssagen mod ægtemandens morder, blev hun beskyldt for at have været utro, mens hun var gift. Her blev hun straffet med 99 piskeslag og dømt til døden ved stening. Steningen blev dog droppet, men dødsdommen står stadig ved magt, og hun står nu til hængning.

I Iran er mere end 100 mennesker allerede henrettet i år.