Købt, betalt og indregistreret af Skat, men...

Inde i det lille skur mellem værktøj, plæneklipper og haveredskaber står den. En legendarisk Harley Davidson model 1955. Med hvid lak, imponerende styr og dobbeltudstødning.

Motorcyklens ejer – den 37-årige smed Kenneth Lund – får et tomt blik i øjnene, når han kigger på sin livsdrøm, der står og sygner hen på hans ejendom lidt uden for Skælskør på Vestsjælland.

- Jeg har været tæt på at kaste nøglerne helt væk. Det er så bittert, at den bare står her og samler støv, siger Kenneth Lund, der endda efter købet fik en Harley-tatovering på armen.

Fanget i et hul

Han har på grund af en fejl i Skat mistet hele 118.564 kr. i betalt registreringsafgift, fordi Skat trak indregistreringen tilbage.

Skat havde opdaget, at man under synet havde glemt at notere, at stel og motor ikke passede sammen efter normal standard for Harley Davidson, og derfor blev motorcyklen betegnet som ’ukendt fabrikat’, og pladerne skulle leveres tilbage. Men fordi Kenneth har kørt på vejene efter indregistreringen – som han havde lov til – kan han ikke få en krone tilbage.

- Jeg føler mig rent ud sagt bondefanget af Skat. Jeg har jo gjort alt, hvad jeg skulle for at få motorcyklen indregistreret og betalt alt, hvad Skat har krævet. Nu føler jeg mig fanget i et hul, jeg ikke kan se en udgang fra, siger Kenneth Lund.

Indtil videre har Kenneth Lund i over to år kæmpet en forgæves kamp mod Skat for at få sine penge igen. Så sent som i juli i år tabte han i Landsskatteretten, hvor Skat fik medhold i, at han ikke kunne få afgiften igen, fordi han har kørt på vejene efter indregistreringen. Nu har Kenneth Lund fundet en ny advokat, som vil køre sagen ved byretten, men han har svært at overskue de økonomiske følger af et eventuelt nyt nederlag.

Ikke flere penge

- Jeg har ikke flere penge og kæmper i forvejen med at betale mine regninger, så jeg har ikke råd til at tabe én gang til og så hænge på sagsomkostningerne. Jeg vil heller ikke bare give op, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvis jeg taber, siger Kenneth Lund.

Hans liv har på mange måder været en stor nedtur de seneste to år, efter at Skat trak indregistreringen tilbage.

Kenneth Lund havde i en årrække sparet op til motorcyklen, der i 2010 kostede ham ca. 200.000 kr. at få hjem fra USA. Han skulle selv samle den, men der var fuldt certifikat, så derfor har han aldrig fattet mistanke om, at noget på maskinen skulle være uoriginalt, som Skat nu mener.

Han er også for nylig blevet skilt og har derfor købt sin ekskone ud af huset, så han alene afdrager på huslån til 2,4 mio. kr., ligesom han hver anden uge skal forsørge sin fire-årige søn, Markus.

- Jeg har ingen mulighed for at betale en ny indregistreringssum for at få lov til at køre på motorcyklen, fortæller Kenneth Lund.

Forgaffel for lang

Kenneth Lund har ellers gjort alt det rigtige. Straks efter motorcyklen var kommet til Danmark, bestilte han tid hos et autoriseret synscenter for at få den godkendt til indregistrering. Ved første syn hos Bilsyn Køge Aps i april gik den dog ikke igennem, da det blev konstateret, at bla. forgaflen var for lang. Kenneth Lund brugte de nødvendige penge til at få ordnet motorcyklen, så den kunne blive klar til andet syn, hvilket skete i oktober 2010, hvor den godkendtes ved samme synscenter. Endelig kunne Kenneth Lund betale registreringsafgiften og fik udleveret attest og nummerplader hos Skat.

Men så gik det hele galt. I april 2011 fik han brev fra Skat om, at der var sket en beklagelig fejl. Skat var således under synet blevet gjort opmærksom på, at motor og stel ikke passede sammen efter de officielle mål for en Harley Davidson årgang 1955, og derfor kunne den alligevel ikke godkendes. Ved en fejl var det bare ikke blevet registreret internt hos Skat, og derfor var motorcyklen blevet godkendt hele vejen igennem systemet.

- Jeg havde slet ikke ændret noget på min motorcykel siden det sidste syn, så jeg tænkte, at det nok skulle gå at få den gennem syn en gang til. Det var egentlig bare besværligt, fortæller Kenneth Lund, der dog skulle blive meget klogere.

Uoriginale dele

Ved et nyt syn i august 2011 ved Motorcenter Høje Taa-strup blev konklusionen, at tidligere ejere af motorcyklen havde udskiftet dele med dele fra andre mærker, så der ikke længere var tale om en Harley Davidson fra 1955.

Samtidig slog Skat Nordsjælland fast, at Kenneth Lund ikke kunne få sine penge igen, fordi han havde kørt på motorcyklen efter indregistreringen. Så selv om Skat havde lavet en brøler, skal Kenneth Lund altså igen punge ud med en formue i afgift, hvis han på ny vil indregistrere sin motorcykel. Den eneste mulighed han har for at få lidt af registreringsafgiften igen, er at eksportere motorcyklen.

- Men hvem i udlandet vil importere en Harley, som Skat nu har slået fast er et ’uægte fabrikat’, lyder det opgivende fra Kenneth Lund.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR