Mens det kødløse kød hitter hos forbrugerne, så har flere af landets kendte kokke bestemt ikke lyst til at gøre det til en del af den daglige menu. De kalder det ’spøjst’ og et ’selvmodsigende erstatningsprodukt’.

Det er blevet revet væk fra kølediskene i landets butikker. Men selv om mange vegetarer og kødelskere, der ønsker at spise mindre kød, knap har kunnet få armene ned over det nye kødløse ’hakkekød’ fra firmaet Naturli' Foods, så er de kendte kokke knap så begejstret.

Tv-kokken Thomas Rode har ikke mange rosende ord til overs for det nye ’kød’-koncept.

»Jeg synes, det er spøjst. Jeg synes faktisk, at det ligefrem er uforståeligt,« siger han og tilføjer:

»Tanken om kødfrie dage og mindre kød er meget velkommen, men hvis man har valgt ikke at spise kød, så forstår jeg ikke hvorfor man vil have noget til at ligne noget, som man ikke vil have, at det skal være. Hvorfor spiser man ikke bare nogle grøntsager i stedet,« siger han med henvisning til, at ’Naturli’s kødløse 'kød' er lavet af netop grøntsager og planter.

Min søndagsmiddag. Thomas Rode - inviterer indenfor i sit køkken og laver en søndagsmiddag.
Min søndagsmiddag. Thomas Rode - inviterer indenfor i sit køkken og laver en søndagsmiddag. Foto: LINDA KASTRUP
Vis mere

Men almindelige grøntsager og planter er ikke det eneste, der er i de små pakker, der til forveksling ligner rigtigt kød. Læser man varedeklarationen ordentlig igennem, finder man også blandt andet fortykningsmidlet methylcellulose, der også betegnes som E461. Godt nok er fortykningsmidlet også plantebaseret ifølge Natuli', men når den slags ting kommes i det kødløse kød, så mister det noget af den naturlighed, som navnet ellers antyder, mener Rode.

Så det her er ikke noget, der vil blive en del af din daglige kost?

»Aldrig nogensinde. Jeg er fortaler for, at man spiser noget rigtig mad og nogle rigtige råvarer,« siger han.

Den kendte kok Nikolaj Kirk har også på sin Instagram-profil påpeget, at den nye type kød indeholder ting som fermenteret dekstrose (en sukkerart), rehydreret sojaprotein og andre ting, som får det til at fremstå knap så naturligt.

’Noget siger mig, at hvis man ønsker at spise mindre kød, så findes der en bedre og mere naturlig vej, mon ikke vi skulle prøve at fremelske den istedet for,’ skriver kendiskokken, der mener, at danskerne burde skele til andre kulturer for at få inspiration til, hvordan man kan  i stedet kan bruge friske grøntsager.

Til BT fortæller Nikolaj Kirk, at han ikke har nogen egentlig holdning til det kødløse kød, men at formålet med hans tekst er at oplyse:

»Jeg synes, man skal være klar over, hvad man spiser. Så må man selv vurderer, hvad det er, man putter i sin krop. Og så må folk selv vurderer, hvad de selv spiser«, siger han.

Kogemand, eventyrer og naturelsker Nikolaj Kirk.
Kogemand, eventyrer og naturelsker Nikolaj Kirk. Foto: Sofie Mathiassen
Vis mere

Kunne du selv finde på at spise sådan et produkt?

»Nej, jeg laver ikke mad på den måde, men hvad andre gør, det skal jeg ikke blande mig i. Generelt synes jeg jo, man skal lave rigtig mad – af friske varer. Om det er vegansk eller ej, om det er med kød eller ej, så vil jeg til enhver tid kæmpe for, at man skal lave mad af friske varer,« siger han.

Det kødløse kød vil heller ikke få plads på middagsbordet hos den madglade tv-kok James Price, der ikke har den store fidus til den slags ’erstatningsprodukter’.

»Der er noget selvmodsigende i det. For hvis man ikke vil spise kød, hvorfor skulle man så spise noget, der ligner og smager som kød. Hvis man vil leve uden kød og leve af grøntsager, så burde ens mad jo smage af grøntsager. Alt andet er jo i virkeligheden lidt underligt,« siger han og tilføjer, at han ikke har kendskab til Natuli’s plantefars, men at han tidligere har prøvesmagt noget lignende.

Pressmøde på Cirkusrevyen 2015. Medvirkende: Lisbet Dahl, Ulf Pilegaard, Ditte Hansen, Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard. James Price.
Pressmøde på Cirkusrevyen 2015. Medvirkende: Lisbet Dahl, Ulf Pilegaard, Ditte Hansen, Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard. James Price. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

James Price forstår dog godt dem, der køber produktet, da det nemt og tilgængeligt frem for selv står og lave en besværlig plantefars. Selv går han dog ind for, at man laver sin mad fra bunden.

Trods kritikken kan producenten Naturli’ glæde sig over, at det kødløse 'kød' er blevet så velmodtaget hos forbrugerne, at det nærmest var umuligt at opdrive i Dansk Supermarkeds butikker i begyndelsen af januar grundet den store efterspørgsel.