Jesper Nielsen, der er kendt som en del af værts-duo'en på DR-programmet 'I hus til halsen', har valgt at stoppe på, fordi han vil have mere tid med sin familie.

Det oplyser han på Instagram.

Jesper Nielsen er oprindeligt ejendomsmægler, og i den funktion har han fungeret som ekspert og vært på programmerne ’Hammerslag’ og ’I hus til halsen’.

’Efter 16 fantastiske år på DR1 med “Hammerslag” og “I hus til halsen” har jeg valgt, at sige nej tak til endnu en sæson af “I hus til halsen”. Optagelserne har taget omtrent 4 måneder om året de seneste 6 år og dermed naturligt belastet min hustru og mine tre skønne børn, uagtet jeg har haft fuldt støtte fra alle sammen hele vejen,’ skriver Jesper Nielsen på Instagram.

Det er primært i sit virke som mægler i 'Hammerslag', at Jesper Nielsen blev landskendt. Men selv om det bliver et vemodigt farvel til værten, så stopper han uden et horn i siden på nogen.

’Jeg ønsker DR1, Nordisk Film Tv, og alle mine skønne kollegaer på “I hus til halsen” go’ vind fremover, mon ikke vi ses lige pludselig,’ skriver Jesper Nielsen.

Han oplyser samtidig, at der er nye spændende projekter undervejs og åbner for muligheden for, at han igen kommer til at tone frem på de danske tv-skærme.